228 / 331
217
„H vad hedder d u ? “ sp u rg te je g , rørt o v er
hans Sym p ati.
„Je g hedder F læ b e fip ,“ sv a re d e h an o g sa tte
sig p aa S en ge k an ten .
„H vorfor hedder du d e t?“
„Jo , for n a a r de S to re sla a r m ig, s a a flæ b er
jeg, og de sla a r m ig h v er en este D a g .“
„Men hvorfor sla a r de d i g ? “
„Fordi det m o rer dem — du vil o g s a a fa a
Prygl hver en este D a g .“
„H v ad sk a l je g d a g ø r e ? “
„Du sk a l gø re lig esom je g : G a a a f V ejen
for dem, stikk e a ’, løbe din V ej, o g brøle h ø jt,
naar de sla a r d ig — de k an ik k e lide, a t m an
brøler, for de er b a n g e for, at M ag iste ren sk a l
høre d et.“
„Men det vil je g ikk e — je g løber ik k e
min Vej. “
„Ja , s a a fa a r du P r y g l, s a a du ikk e k an
røre d ig .“
„ S a a sig e r je g det til M a g iste re n .“
Den lille F y r sa a e ald eles forfæ rd et p a a m ig.
„V il du sla d r e ? “ sp u rg te h an m ed stiv e ,
runde Øjne.
„Nej — je g vil k la g e — je g vil ikk e h a ”
Prygl.“