232 / 331
221
spurgte i F o rb ig a a e n d e : „H v em er d e t? “ — o g
en Anden sv a re d e : „D e t er F jo ls e t .“
Lidt efter k om K jø g e in d , m en der v a r
heller Ingen, der to g N o tits a f h am , sk jø n t h an
havde om skiftet Piben m ed et S p a n sk rø r , som
han d o g hurtigt la g d e fra sig b a g S en g e n . S a a
skiftede h an D ra g t, stilled e sig v e d D øren, o g
lidt efter m arch ered e vi A lle i en lan g Ræ kk e
ned p a a første S a l, h v or S p ise stu e n laa.
Det v a r et sto rt H jø rn evæ relse m ed et bredt
F ag ud til S k o le g a a rd e n . D er v a r dæ kk e t ved
to B o rd e: et fo r H on o ratio res o g et for p leb s
Ved det første sa d „d e S t o r e “ m ed F ru H amm e-
rich til Væ rtind e o g H amm erich til M en to r; ved
det andet „d e S m a a “ , a ssiste re d e p a a lign end e
Maade a f Jom fru C h risten sen o g K jø g e , som
havde M entorm ine, m en ikk e M en to rm agt. P a a
Bordet sto d ved hveran den K u v ert en F la sk e a f
Datidens „H v id tø l“ ; thi S k o le n s D rik k evand v ar,
som det ch ristian sh av n sk e o v erh o v ed et, m eget
slet. Je g la g d e h u rtig M æ rke til, at de F la sk e r,
der stod K jø g e næ rm est, sy d e d e stæ rk t, o g lidt
efter fløj P ropp ern e i V ejret m ed C h am p a g n e
knald, m en s Ø lsk um m et sp rø jted e til alle S id er.
Hver G an g dette sk ete, h ø rtes en S tem m e som
sa g d e : „ø lle t er s u r t,“ h v ad det i V irk eligh ed en