249 / 331
238
„Kommer hid, I Piger sm aa!
Strengen vil jeg røre.
Taarer skal i Øjet staa
Naar min Sang I høre.
Om sa a bold en Ungersvend,
Alle fagre Pigers Ven,
Sørgeligt je g sjunger.
Og nu sprang Grundtvigs Willemoes-Digt
ud af mig som et tungsindigt rislende Kilde
væld — ikke remset op, men fremsagt som Dig
teren havde tænkt sig det.
Dog — det havde nær taget en Ende med
Forfærdelse; thi jo længere jeg kom frem i det
vemodig-skønne Digt, desto mere blev jeg gre
ben af dets Sorg, og desto mere blandede denne
sig med min egen. Stemmen begyndte at skælve,
Taarerne trillede ubevidst ned ad mine Kinder
— men da jeg kom til Slutningsverset, kunde
jeg ikke mere — jeg kastede mig i Krossings
Favn , skjulte mit Hoved ved hans Bryst og
græd ustandseligt, fortvivlet.
Han tyssede paa mig mildt, kærligt og
spurgte saa: „Hvorfor græder du saaledes?“
„Fordi — fordi — det er saa sørgeligt“,
hulkede jeg.
Jeg nævnede ikke et Ord om min Sorg,
min Forladthed, min Moder — men Krossing
forstod mig, thi han svarede, „Græd ikke! —