255 / 331
244
Narresprog hørte op, og Hammerich var med
at give Impulsen dertil.
Han var en højt begavet, kundskabsrig og
dertil vidt berejst Mand, som ikke havde øst sin
Kundskab af Bøger alene. De Skønhedsindtryk,
den klassiske Aand, som Grækenland og Italien
havde forlenet ham med, søgte han at bibringe
sine Elever, og han gjorde det med den Klarhed
og Grundighed, han havde lært i Bonn og Ox
ford. Ingen kunde som han tyde en Satire af
Horats, og turde det end være tvivlsomt, om
Horats netop havde tænkt saaledes, som Hamme
rich forklarede, saa maatte man dog indrømme,
at han meget godt kunde have tænkt saaledes,
saa ægte klassisk, saa aandfuld og fin var hans
Opfattelse af den gamle, romerske Digter.
Men denne Kærlighed til Horats og Virgil
førte ham ind paa Noget, der efter min Mening
var en Afvej. Han vilde have, at Blomsten af
den klassiske Digtning skulde følge os ud i
Livet, og for at opnaa dette maatte vi lære hele
Oder og Satirer udenad. Dette var en skrække
lig Plage, i det mindste for mig, thi lige saa
let som et dansk Digt hang fast i min Hukom
melse, lige saa hurtigt gled et latinsk ud af den.
Vi vare desuden iforvejen overbebyrdede med
Hukommelsesarbejde.
Gramatiske Remser og