258 / 331
247
desto bedre lærte man at følge ham, og havde
man først faaet Øje for, at hans ofte ubændige
Hæftighed kun fødtes af Had til det Raa og
Gemene, af Iver for at fremme det Sande og
Gode, saa lærte man baade at elske og højagte
ham; næppe har nogen Skolemand varetaget
sit Hverv med større Nidkærhed end han.
Hammerich elskede det danske Sprog, og
„Modersmaalet“ , som det altid kaldtes i Skolens
Programmer, var hans andet Lærerfag. Det var
ypperlige og fornøjelige Timer, naar han traadte
op paa Katedret med et dansk Digterværk i
Haanden. Holbergs brede Lune, Ewalds Sorg
og Wessels spillende Vid formede sig fra hans
Mund til klare, livskraftige Billeder, hvert be-
aandet af sin Tidsalders særegne Karakter. Han
lærte os den, i vor Tid desværre forsmaaede
Kunst, at læse de danske Digtere med alvorsfuld
Pietet, og Intet var ham mere forhadt end Nu
tidens jagende Jasken efter Nyt med haanlig
Tilsidesættelse af de Digtere, der have faaet hen
farne Slægters Hjerter til at banke. „Det er
bedre at læse én god Bog tre eller fire Gange,
end samtidig at læse tre eller fire lige saa gode
Bøger“ stod der i Skolens Bibliotek.
Denne
Sætning er betegnende for hans Grundsyn paa
Literaturen — den skulde løfte, lette Livets Last —-