261 / 331
250
Det blev en sørgelig Forestilling for den
stakkels Foredragsholder, som rimeligvis havde
ventet meget af sit „Foretræde“ hos Hammerich.
Denne fik i sit Raseri ikke fat paa det fortvivlede
Ord „Prydplante“ . Jeg fortalte en Gang denne
Historie til min Hustru, og hun spurgte øje
blikkeligt: „Hvorfor kaldte han det ikke „Stads
plante?“ — et Ord, jeg anbefaler til vore folke
lige Plantelæreres Opmærksomhed.
Hammerich var, som de fleste af den Tids
fremragende Mænd, ivrig Skandinav — det var
jo Studentertogenes og Studentersangens Tid.
Var „Treforken“ end kun en „Gaffel“ , saa
brugte man den flittigt ved Møder og Sammen
komster, der kun havde den Mangel, at naar
en svensk Taler tog Ordet, kunde han lige saa
godt have talt russisk, thi „Russerne“ forstod
lige meget af begge Sprog. Ja, selv naar man
ved Soldene sang Bellmans glade Sange, var
det kun „en halvkvædet V ise“ — det var Melo
dierne, som byggede Bro mellem os, Ordene
gled halvforstaaede forbi. At bøde denne Man
gel, at bringe Dansk, Norsk og Svensk til at
tone i harmonisk Treklang var hans ivrigste
Bestræbelse.
Han udgav først svenske, saa
norske Læsestykker og indførte Svensk som
særligt Fag under de danske Timer. Desværre