262 / 331
251
vare disse saa faa, og Trængselen af Læsestof
saa stor, at der ikke kom meget ud af de
svenske Timer. Jeg tror nok, at det gik de Fleste
af os som det københavnske Publikum, da Scho-
lander sang — de forstod bedre de franske
Amouretteviser end Bellmans prægtige Epistler.
Der var endnu et tredie Fag, hvori Hamme-
rich godt kunde have undervist os, og det var
Sanskrit. Heldigvis laa det udenfor Skolefagene,
men gennem hans danske Gengivelse af „Sa-
kuntala“ fik vi dog ligesom et Pust fra Indiens
Palmer.
Var Hammerich saaledes en fortræffelig
Rektor og udmærket Lærer, hvis danske Timer
jeg skylder uendelig meget, saa havde han dog
én Fejl, ganske vist en meget menneskelig, men
dog en, der ofte bragte ham i et skævt Forhold
til Eleverne og fik ham til at behandle dem
ubilligt, stundom ganske uretfærdigt. Nervøs og
kolerisk af Natur kunde han ikke beherske sin
opbrusende Heftighed og havde dertil en mærke
lig Evne til at tale sig selv i Affekt, saa at
ganske smaa Forseelser voxede op til vældige
Laviner, der styrtede ned over Synderen som
Bjergskred. Han gav sig slet ikke Tid til sin
digt at undersøge Sagen, underskød ofte ganske