257 / 331
246
stemme hvor meget, men hvad De giver op,
s k a l De kunne!“
Jeg husker endnu Klassens forbavsede An
sigter, da jeg erklærede at jeg ikke kunde lære
mere end fire Linier ad Gangen; men Hammerich
tog ganske rolig mod Tilbudet og sagde: „De maa
hellere lære fire Linier grundigt og med For-
staaelse, end jaske Horats af paa den Maade,
De hidtil har gjort!“
Fra nu af gik Alt i den skønneste Harmoni.
Jeg leverede hver Gang mine fire Linier uden
at standse, og lærte paa den Maade ogsaa et
Par Satirer, men jeg maa tilstaa, at i dette Øje
blik erindrer jeg ikke andet end:
„Stat nive candida, altum Soracte“ ,
og med dette Udraab hilste jeg fra Monte
Pincio Apolios snedækte Tempelbjerg.
Hammerich, der fremfor Alt elskede Grun
dighed og fuldendt Behandling, læste selv kun
en halv Snes Timer om Ugen, og stedse med
Skolens ældste Elever, Afgangsklassen og øverste
Realklasse.
Han var for moden, for viden
skabelig til at forstaas af de Yngre, og dette
følte han selv, thi han havde intet Greb paa at
sætte sig ind i Børnenes Verden, heri var Kros-
sing hans Mester. Men jo ældre man blev,