263 / 331
252
ugrundede Motiver og endte med at afsige Dom
men, som en Slags Voldskendelse, der ikke
kunde gaa til den rolige Erkendelses Højesteret.
Han manglede ganske Undersøgelsesevne, og den
fine Kunst at sætte sig ind i Barnets Psykologi
lærte han aldrig. Som Alexander huggede han
Knuden over med et Sværdslag, hvor den burde
være løst med kyndig og kærlig Haand. Jeg
husker endnu levende et Exempel derpaa.
I Pensionatet havde vi faaet en ny Vest
indianer, en raa, ubændig Fyr, der havde gjort
Tjeneste paa Rejsen som Matros. Til Erindring
herom havde han endnu en Tamp, som han
svang med megen Færdighed, saa snart der var
Noget i Vejen. En Dag, da han havde gennem-
tampet mig ganske ubarmhjertigt, kaldte jeg
ham i mit Raseri for „en engelsk Tyveknægt“.
Saaledes som Sagen forelaa, kunde der ikke
være Tale om, at jeg vilde tyvte ham; Ud
trykket fløj mig af Munden, fordi jeg fra Barn
havde hørt Englænderne betegnes som „engelske
Tyveknægte“ efter Røvertoget
1807
.
Uagtet jeg var den Mishandlede, havde
Fyren dog den Frækhed at melde mig, og med
et ægte Negergrin kom han tilbage med den
Besked, at nu havde han sørget for at faa mine