264 / 331
253
Øren varmede — jeg skulde strax møde hos
Magisteren.
Jeg gik trøstig ned med den frimodige Be
slutning at fortælle Hammerich, hvorledes vi
Smaa blev behandlede, men næppe havde jeg
lukket Døren op, før han ligbleg styrtede imod
mig med det tordnende Udraab: „Dreng! Ken
der du det Infamerende, der ligger i T y v e
navnet?“
Forskrækket og i Bevidstheden om ikke at
have brugt Ordet i denne Hensigt, svarede jeg
nej, men fik i samme øjeblik et Par saa væl
dige ørefigner, at jeg kom op med Mærkerne af
Prometeusringen paa begge mine Kinder. Der
blev ikke Tale om nogen Forklaring — Vest
indianeren grinte den hele Aften, og jeg græd
den hele Nat.
Undertiden kunde Hammerichs Heftighed
antage en vis komisk Form og føre til næsten
burleske Resultater.
I
1850
havde vi ikke faa sangkyndige
Lærere, især var Carl Tolstrup og J. N. G. Forch
hammer i Besiddelse af smukke Sangstemmer.
Hertil sluttede der sig et Par andre, og vi havde
saaledes faaet en Skolekvartet, som af og til
sang i Frikvarteret paa Højen i Skolegaarden.
Vi lyttede opmærksomt til, naar Sangen be