59 / 331
48
lange Tider, Brænderiet blev med Aarene mere
og mere sort, indtil det revnede af Fortvivlelse,
og i det gamle Brænderi maatte Loftet afstives,
for at Drejerne ikke skulde falde igennem. Men
for os Børn havde alt dette ingen Betydning.
Vi elskede disse gamle, forfaldne Rum, disse
endeløse Lofter og rummelige Gaarde. Naar
Foraarssolen kastede sit Guld hen over den ud-
sprungne Lind i Forgaarden, naar den spillede
i Springvandets Straaler og lokkede Auriklerne
og Lillekonvallerne frem i Værkskriverens og
Forvalterens Haver, da strøg vi som jublende
Svaler fra Gaard til Gaard, spændte Vægterens
Hund for Bryggerens Vogn og „kørte til Skoven“
under Lindens lysegrønne Blade.
At mine første Barndomserindringer ere
knyttede til Fabriken og dens Virksomhed er
en Selvfølge. Jeg kendte jo hver Krog, hver
Stue, hver Arbejder. Jeg delte deres Glæde og
deres Sorg, stundom deres tarvelige Frokost, og
jeg var hyppig deres Talsmand, naar Et eller
Andet paa en lempelig Maade skulde meddeles
„Administratoren“ . „For din Skyld gør han
det nok,“ var det almindelige Argument.
Men heri tog Arbejderne fejl. Han gjorde
det for deres Skyld, thi han var en ganske usæd
vanlig mild og human Mand, hvem Nød og Ar