61 / 331
50
Hele Bygningen ryster. Den svære Mølleaxe
knirker og girer — oven over gaa Kværnene
deres tunge, hvæsende Gang. Nu er vi deroppe!
Et stort klodset Trætandhjul sætter Kværnene i
Bevægelse, og mellem Stenene mases den haarde
Kvarts til en hvid, boblende Vælling, færdig til
Slemmeriet. Et Hejseværk fører det herned,
— men vi foretrække Trappen, og nu staar vi
i Slemmeriet.
Hvilket underligt, iskoldt Rum med Rør og
Render, med Kar og Pumper!
Lyset falder
sparsomt gennem gamle, grønne Ruder; svære,
rustne Jernstænger giver Vinduerne et fængsels
mæssigt Præg — udenfor sukker Vinden over
Kirkegaardens Grave. Luften er klam og raa;
en jordagtig Lugt som af Pibeler breder sig
herinde, og overalt hører man det risle og
rinde, boble og klukke i de hvide Kanaler med
deres Sigtenet og Haner, som Fader omhyggelig
indstiller. I dette Rum, hvor tarveligt det end
tog sig ud, laa dog Fabrikationens Hoved
hemmelighed: Lat skabe et fejlfrit plastisk Ler
— „den ægte Porselins Massa“ , som Muller
kaldte det.
Paa den lange Vej fra Kar til Kar bund
fældes de skadelige Bestanddele. Massen bliver
mere tykflydende, og naar den langsomt strøm