121 / 191
37 år i Københavns kommunes tjeneste
handledes et forslag til en ny slagtehal, den såkaldte Kødby, som
skulle koste noget lignende, og meget andet var på vej til bevilling.
For finansledelsen måtte dette give anledning til bekymring på dob
belt måde. Man måtte være betænkelig ved de store udgifter til renter
og afdrag, som påbyrdedes fremtiden, og man måtte spørge, om det
virkelig ville være muligt for kommunen at låne alle de mange penge,
som bevilgedes. Da det sidste spørgsmål angik nutiden, måtte det siges
at være det mest presserende. Dertil knyttede sig yderligere den ube
hagelige omstændighed, at man ikke kunne sige med bestemthed,
hvor meget der skulle bruges til enhver tid. Til alle arbejder blev be
villingen givet straks med sit fulde beløb, uanset om arbejdet skulle
strække sig gennem flere år; tempoet bestemte den pågældende insti
tution eller magistratsafdeling selv. Finansborgmesterens mulighed for
at bremse farten lå alene i, at han i den samlede magistrat kunne mod
sætte sig bevillingsforslagene; men det var ikke let.
Jeg talte med borgmester Hedebol om det. I alt væsentligt var han
selvfølgelig fuldt på det rene med, hvorledes sagen lå. Men hans posi
tion var ikke stærk. Da jeg i sin tid sagde til borgmester Jensen, at jeg
anså Peder Hedebol for mere rodfast i partiet end P. J. Pedersen, havde
jeg nok ret i øjeblikket, ellers var Hedebol vel ikke bleven valgt til fi-
nansborgmester. Men i min konklusion: at Hedebol som borgmester
ville få forholdsvis let ved at få sagerne gennemført efter sin vilje i par
tiet, havde jeg afgjort taget fejl. Således som forholdene udviklede sig,
var O. Andersen mere og mere blevet hans modstander, og når O. An
dersen og P. J. Pedersen stod sammen, var de stærkere end Hedebol.
Dette gjaldt fremfor alt, når spørgsmålet var om bevillinger, der
kunne lette arbejdsløsheden. Heller ikke fra de konservative fik borg
mester Hedebol nogen støtte for sine bestræbelser for at holde igen;
bortset fra de sager, hvor de konservative havde modgående parti
interesser (boligbyggeri m .m .), stemte de altid for bevillingerne; det
var jo også i de erhvervsdrivendes interesse.
Borgmester Hedebols stilling var således vanskelig. Men han var
glad ved, at jeg bragte spørgsmålet på bane, og han bad mig skrive om
det. Det gjorde jeg i to betænkninger af 21. januar og 4. marts 1931,
hvori jeg gav en talmæssig fremstilling af sagen og henledte opmærk
somheden på, at det kunne blive vanskeligt at skaffe de fornødne mid
ler gennem lån. Borgmesteren modtog disse betænkninger med stor
119