117 / 191
37 år i Københavns kommunes tjeneste
stillingen ændret til en direktørstilling. At borgmester Hedebol gerne
ville have mig til direktør for hovedbogholderiet, lagde han ikke skjul
på, men det blev på den anden side klart, at jeg ikke kunne få ham
rokket fra sit forlangende om, at jeg i alt fald foreløbig skulle beholde
ledelsen af personalevæsenet. Derved blev det unægtelig noget tvivl
somt, om jeg ville opnå nogen arbejdslettelse ved at ga over til
hovedbogholderiet. Jeg var derfor meget i tvivl og ventede længst
mulig med at træffe bestemmelse. Men borgmester Hedebol insiste
rede, og til sidst accepterede jeg og indgav min ansøgning den dag,
ansøgningsfristen udløb. Jeg blev så valgt til direktør for stadens
hovedbogholderi og revision fra 1/10 1930. I magistratens indstil
lingsskrivelse til borgerrepræsentationen udtaltes det, at jeg havde
erklæret mig villig til indtil videre i forbindelse med mine nye forret
ninger at varetage ledelsen af løndirektoratet. I tilslutning hertil blev
stillingen som direktør for lønningsvæsenet nedlagt og i stedet blev der
oprettet en kontorchefstilling. Men direktoratet som sådant vedblev at
bestå; det blev ikke på ny reduceret til et kontor under hovedboghol-
deridirektoratet.
Min første opgave var at få den nyoprettede kontorchefstilling besat
med en, der i hovedsagen kunne overtage mit hidtidige arbejde som
direktør og selv senere blive direktør. Efter de udvandringer, der
havde fundet sted fra løndirektoratet, mente jeg ikke at have manden
inden for dettes egen stab. Men jeg ville nødig slå stillingen op uden at
være sikker på, at der blandt ansøgerne ville være i alt fald en, som jeg
mente ville kunne gøre fyldest. For at vinde klarhed tog jeg kommu
nens tjenestemandsfortegnelse frem og gik de pågældende klasser
igennem navn for navn. Under denne gennemgang standsede jeg ved
et navn, hvis indehaver - fuldmægtig i kommunens statistiske kontor,
cand.polit. Knud Dalgaard - jeg ganske vist ikke kendte personlig,
men som jeg havde hørt godt omtalt. Uden at han vidste noget om det,
søgte jeg yderligere oplysninger om ham, - blandt andet hos hans tid
ligere kontorchef, Dahlgaard, der nu var indenrigsminister, men som
over for en forhenværende kollega i kommunens tjeneste var så ufor
andret og ligetil, som sad han endnu i sit gamle embede, - og alt hvad
jeg hørte, bekræftede mig i troen på, at Dalgaard måtte være man
den. Så fik jeg underhånden henledt hans opmærksomhed på denne
115