114 / 191
Vilheh7i JesperseTi
trængte sig stærkere frem i bevidstheden. Vi lærte om stadig og usta
dig ligevægt. En kugle, der ligger i en hul skål, er i stadig ligevægt;
puffer man til den, kommer den ganske vist til at trille, men den ender
med at falde tilbage i sit gamle leje. Vender man derimod skålen om
og lægger kuglen på dens top, kan man nok få den til at ligge stille,
men den er kun i ustadig ligevægt. Puffer man til den, så den triller,
kommer den ikke tilbage af sig selv; man får besvær med at indfange
den og på ny få den placeret. Mit arbejde var i permanent ustadig
ligevægt, for så vidt man overhovedet kunne tale om ligevægt. Det var
trættende.
Jeg havde engang i borgmester Jensens tid, mens jeg endnu var kon
torchef, forsøgt at echappere. Stillingen som inspektør (senere direk
tør) for sygekassevæsenet var bleven ledig, og venlige mennesker hen
ledte min opmærksomhed på den og tilføjede, at der ikke på forhånd
var nogen, der var designeret til at skulle have den, hverken i eller
uden for ministeriet. Jeg forhørte mig nærmere hos P. J. Pedersen, som
allerede dengang var en stor sygekassemand; han havde også den op
fattelse, at der ikke var nogen, som på forhånd var udset til at overtage
stillingen, og jeg forstod på ham, at han ville støtte min kandidatur.
Derefter gik jeg til departementschef Vedel og bad ham sige mig, om
stillingen reelt var ledig for ansøgere udefra, eller om den skulle be
sættes fra ministeriet. Som embedsmand vidste jeg godt, at sådan et
spørgsmål kan man ikke vente at få uforbeholdent besvaret af rette
vedkommende, men også at rette vedkommende, når han vil, godt
kan give et embedsmæssig korrekt svar og dog gennem sin stemme
føring eller på anden måde lade spørgeren få den ønskede oplysning.
Jeg forstod på departementschefen, både på hans ord og på hans stem
meføring, at der var fri bane for udenforstående. Så indgav jeg min
ansøgning og gik til torsdagmodtagelsen hos ministeren, som dengang
var dr. Krag. Han ikke blot tog venligt imod mig og hørte interesseret
på mig, men han afsluttede audiensen med - ganske uprovokeret fra
min side - at sige, at han anså mig for at have særlig gode kvalifika-
tioer til den ansøgte stilling. Jeg forlod ham med det indtryk, at det
var højst sandsynligt, at jeg ville få stillingen. Det var derfor unægte
lig en overraskelse for mig, da jeg et par dage efter blev ringet op af
min fætter Fr. Zeuthen, som dengang var nationaløkonomisk kon
sulent i ministeriet, og af ham fik at vide, at jeg overhovedet slet ingen
112