115 / 191
37 år i Københavns kommunes tjeneste
chancer havde, og at stillingen sikkert ville blive besat med en af mini
steriets egne folk. Hvad den også blev.
Jeg har aldrig fået opklaret, om det var mig, der hele tiden havde
været naiv, eller om der er passeret et eller andet, som fik ministeriet
til at ændre standpunkt. Det kan også være ligegyldigt. Sygekasse
væsenet har, efter hvad jeg har forstået, fået en udmærket leder i den
embedsmand, der blev udnævnt, og jeg havde det godt i kommunen
og var vel tilfreds med at blive der, indtil begivenheder, som jegsenere
skal omtale, indtraf.
Det var i 1923, at dette foregik. Nu i 1930 frembød der sig igen en
mulighed for mig til at gå over i anden stilling, denne gang i kommu
nens egen tjeneste.
I juni 1930 blev Schaarup udnævnt til departementschef i finansmini
steriet fra 1. august at regne, og dermed blev stillingen som direktør
for stadens hovedbogholderi og revision ledig. Det havde i nogen tid
trukket op til dette, og jeg havde derfor haft tid til at overveje, hvad
jeg i så fald ville gøre. Jeg var kommen til det resultat, at jeg gerne
ville ombytte løndirektoratet med hovedbogholderiet, og samme dag
som også andre fik at høre om den forestående departementschefs
udnævnelse, gik jeg ind til borgmester Hedebol og meldte mig som
eventuel ansøger til Schaarups hidtidige stilling.
Hovedgrunden til dette skridt var, at jeg var ved at blive træt af
personalesagerne. Da borgmester Jensen i sin tid forlod finansborg-
mesterstillingen og blev overpræsident, sagde man, at det navnlig var,
fordi han var bleven træt af den ustandselige strøm af lønsager og
andre personalesager; han søgte ud til en stilling, hvori han vel stadig
ville være midt i begivenhederne, men dog kunne vente sig lidt mere
ro. Det var et tilsvarende ønske, der gjorde sig gældende hos mig, og
det blev accentueret ved, at efter at først Aksel Andersen i 1926 havde
forladt løndirektoratet for at overtage ledelsen af magistratens 2. afde
lings sekretariat, gik Ejnar Nielsen nu i 1930 over til sporvejene for at
bryde sig en bane der. Det er trættende gang på gang at miste med
arbejdere, som man sætter særlig pris på.
Hovedbogholderidirektoratet bød på interessante opgaver, langt ud
over det, som navnet angav. Det ville have været mere betegnende,
om man allerede dengang havde kaldt det for det, som senere blev dets
113