118 / 191
nye stilling, som måske ellers havde ligget uden for hans interesse
sfære, og da stillingen derefter blev slået op, søgte han den og fik den.
Dermed fik jeg den bedste medarbejder og afløser, jeg kunne ønske
mig. Som et udtryk for den særlige stilling, Dalgaard indtog, blev det
straks fra første færd ordnet således, at han - i modsætning til kontor
cheferne i hovedbogholderidirektoratet - for sine sagers vedkommende
skulle deltage i de ugentlige referater hos borgmesteren og rådman
den.
I forbavsende kort tid kom Dalgaard ind i sagerne og forholdene, og
efter et par års forløb, måske knap nok det, havde han faktisk rempla
ceret mig som den, der førte alle forhandlinger og havde alle tråde i
sin hånd, medens min opgave nærmest blev den at være den erfarne
rådgiver. For så vidt var forholdet mellem Dalgaard og mig ved at
blive det samme, som det havde været mellem mig og Schaarup, mens
jeg var kontorchef. Men der var alligevel en forskel; mit direktør
ansvar for personalesagerne havde mere realitet i sig end Schaarups i
sin tid. Dette viste sig, når Dalgaard havde ferie eller var syg; så ven
tede borgmester Hedebol af mig - i modsætning til hvad der havde
været tilfældet med Schaarup - at jeg faktisk tog kontorchefens ar
bejde; og for at være i stand til det måtte jeg fuldstændig holde mine
kundskaber i det omfattende stof å jour.
Dette ville jeg gerne snart befries for. Men da Dalgaard var kommet
så godt ind i tingene, at det kunne være rimeligt at tage spørgsmålet
op, viste det sig, at der ikke var nogen mulighed for at få den nedlagte
stilling som direktør for lønnings- og pensionsvæsenet genoprettet.
Det var gået så uheldigt, at man i den socialdemokratiske gruppe i
kommunalbestyrelsen havde fæstnet sig meget stærkt og med megen
tilfredsstillelse ved den besparelse, der fremkom ved direktørstillin
gens nedlæggelse og erstatning med en kontorchefstilling (uden ydelse
af noget ekstravederlag til mig for overtagelse af dobbeltdirektoratet).
Ganske særlig gjaldt dette borgmester Anthon Andersen, som var en af
de partifæller, der stod borgmester Hedebol nærmest, og uden hvis
tilslutning han ikke ret vel kunne få noget gennemført i gruppen. Til
borgmester Hedebols beklagelse kom Anthon Andersen gang på gang
tilbage til den fordel, som kommunen havde haft ved denne ordning,
og som han mente kommunen burde holde fast ved. Når sagen kom på
tale mellem borgmester Hedebol og mig, fik jeg derfor det svar, at en
Vilhelm Jespersen
116