78 / 191
Bente Holst
blev det kasseret - det røg ned i en stor kasse, han havde stående ved
siden af sig. Denne strenge kritik var nødvendig for at håndhæve den
høje standard, fabrikken var kendt for, og det lader ikke til, at med
arbejderne blev fornærmede over den hårde medfart, deres arbejde
kunne få.
Nu var varerne klar til brænding, og det foregik i »den store ovn«,
hvortil der var adgang ad den midterste dør fra gården i den lange
fabriksbygning. Den fyldte et stort lokale, der havde vinduer til begge
sider, og strakte sig op igennem overetagen til loftet, hvor den kraftige
skorsten kom til syne på tagryggen. På begge sider af ovnen var der en
cementeret gang, og for hver ende en forsænkning foran hver ind
fyringsdør.
Det var ansvarsfuldt og krævende arbejde at »stille ind« i ovnen til
en brænding. Hver enkelt ting skulle have den plads, der passede til
dens form og størrelse. Der blev klinet skillerum og hylder op inde i
ovnen med ildfaste plader, og de rå og skøre varer blev forsigtigt sat
ind. Åbningen til ovnen blev derefter muret omhyggeligt til, således at
kold luft ikke skulle kunne trænge ind under brændingen og fremkalde
revner i leret, »kølridser«, som de blev kaldt. Så begyndte fyringen.
Der gik flere læs kul med til en brænding og der fyredes i 36 timer, så
der måtte holdes vagt og fyres natten igennem. For at kunne se om den
rigtige temperatur var nået (rødglødhede), blev der stukket prøver ind
i ovnen - runde lerstænger som Ipsen selv trak ud med en tang og skar
i med en kniv for at se, om leret var tilstrækkelig hårdt brændt. Gen
nem små, indmurede glaskighuller kunne man se de rødglødende varer
inde i ovnen.
Når brændingen var færdig, måtte ovnen stå i 24 timer og køle af,
inden man kunne begynde at fjerne den yderste tilmuring. I forbin
delse med ovnen var der en lang stue mod gården, hvor de brændte
varer foreløbig blev anbragt på borde og hylder, når de var tilstrække
ligt afkølede. I denne stue stod der også et gammelt bornholmerur,
som Peter Ipsen havde medbragt fra Bornholm. Det gik efter sigende
meget præcist og blev trukket op hver lørdag af ovnsætteren.
Foruden den store ovn var der to muffelovne: En større, hvor der
indbrændtes farver, og en mindre til guldbrændinger. Bertel Ipsen
havde også bygget sig en ganske lille prøveovn, hvor han prøvede nye
farver og glasurer. I muffelovnene fyredes der ikke med kul, men med
76