P. Ipsens Enke Kgl. Hoj Terracottafabrik
kurant, således at arbejderne stort set ikke vidste hvilken betaling, de
skulle have for arbejdet, før de nåede lønningsdagen. Forsamlingen
nedsatte derfor et tremands-udvalg til at forhandle med Ipsen. Dette
udvalg kunne på en ny generalforsamling i maj 1898 oplyse, at Ipsen
var gået ind på at ophænge en priskurant på virksomheden, at man
var blevet enige om en pris for det omdiskuterede fodstykke, og at den
første drejer, der blev antaget, skulle være Carl Sommer. Det sidste
løfte »glemte« Ipsen imidlertid, og en skriftlig henvendelse fra forbun
det var ikke nok til at genopfriske hans hukommelse. Ved den første
generalforsamling i 1899 trådte Sommer derfor tilbage som formand
for forbundet og helligede sig en fremtid som legetøjshandler på Nør-
rebrogade.
Disse tildragelser viser fabrikken som en konservativ, patriarkalsk
ledet virksomhed (ganske som de øvrige i branchen), hvor fabrikanten
ikke gerne tålte indblanding udefra, og nok selv skulle lave de for
nødne aftaler med sine arbejdere. En overenskomst kom Ipsen dog
ikke uden om, men først i 1916 lykkedes det at få gennemført betaling
for overtid og natarbejde, samt indført sommerferie. Under og efter
1. verdenskrig var der flere gange problemer med overenskomsterne
hos Ipsen, der på grund af de ekstraordinære omkostninger helst så
dem forlænget uden ændringer. I 1919 kom det reelt til strejke fra den
13. februar og til ind i maj måned, hvor en ny overenskomst blev af
sluttet.
Men med i billedet skal det naturligvis, at fabrikken alle dage var en
mindre virksomhed, der sjældent havde mere end 30 mennesker ansat,
hvoraf de fleste blev der i mange år. Der har givetvis været tale om et
næsten familieagtigt sammenhold, kombineret med en faglig stolthed
og loyalitet overfor firmaet, idet fabrikken lige til det sidste havde ry
for at beskæftige endog særdeles dygtige håndværkere.
Nye tider
-
nye kunstnere
Bertel Ipsen indså allerede tidligt, at successen med det klassisk orien
terede repertoire ikke ville vare evigt, og i 1880’erne og 90’erne knyt
tede han derfor forbindelse med en række unge kunstnere, der kunne
skabe en tiltrængt fornyelse. Eksempler er billedhuggerne Julius
79