9 / 191
Danmarks hovedstad
A f Mikael Venge
Non est talis nec æqualis
civitas in Dania!
I 1491 kunne Morten Børup i prægtige, latinske trokæer skrive et
hyldestrim til København, hvorfra disse linier er hentet.1 Ingen by i
Danmark kan lignes eller måle sig med København, ville vi sige på
jævnt dansk. Hvis vi drister os til at trampe yderligere i de sirlige
versefødder, ser vi, at Børup fremhæver København som centraladmi
nistrationens sæde og et videnskabeligt og kommercielt centrum. Ved
hoffet og de kirkelige institutioner havde skarer af gejstlige og konge
lige embedsmænd deres virke, hedder det. Takket være universitetet,
hvor åndsvidenskaberne dyrkedes, nød byen et ry som lærdomssæde,
og endelig henviser han til Københavns blomstrende, vidtstrakte han
del.
Morten Børups lovprisning af København afspejler byens forvand
ling i senmiddelalderen fra driftig handelsby til rigets ubestridte
hovedstad. Faserne i denne forvandling er i og for sig velkendte. Val
demar Atterdags erobring 1342 og Erik af Pommerns generhvervelse
1417 var de afgørende, ydre begivenheder, der dramatisk sprængte
det snævre klædebon, Roskildebispens by havde været hyllet i. Der
imod er det stort set ikke blevet bemærket, at også Grevens fejde
1534-36 markerede et trin i Københavns udvikling - og slet ikke, at
det først er på dette tidspunkt, at selve betegnelsen hovedstad vinder
frem.
Anledningen til, at København første gang kom i kronens besid
delse, var den opløsningstilstand, der truede Danmark under 1330’er-
nes holstenervælde. I denne nationale krisesituation lod Roskilde
bispen sig bevæge til at overlade Valdemar Atterdag retten til Køben
havn på ubestemt tid, da han uforknyt indledte kampen for rigets gen
rejsning. Situationen kompliceredes af, at holstenerne solgte byen og
7