14 / 191
åbenbart har været delte meninger om i samtiden. At den fra grev
Christoffers side fremhævedes som et særligt kup, da hans kansler og
rådgiver, mester Melchior, i begyndelsen af august skrev til Christian
I I ’s datter i Nederlandene, er let begribeligt.10 Vel ikke mindst af
denne grund raser Poul Helgesen mod borgernes forræderiske færd,
der skyldtes »lutter lyst til at styrte slottets høvedsmand, hr. Johan
Urne, og samtlige rigets adelsmænd i fordærv«, mens Johan Urne selv
fremtræder uskyldshvid.
Denne udtalte tendens forhindrer dog ikke, at Skibbykrønikens
skildring af begivenhederne i øvrigt indeholder mange pålidelige
træk, der bekræftes af Danzigs gesandt Jakob von Barthens mere
udførlige rapporter. Heraf fremgår det, at bystyret i den vanskelige
situation forsøgte at gardere sig ved at slutte overenskomster til begge
sider. Under indtryk af grevens raske fremgang, men inden overgivel
sen af Søholm, rigsrådets hovedmand Anders Billes private fæstning,
lovede bystyret og rigsrådets repræsentanter, Joachim Rønnow og
Johan Urne, den 2. juli hinanden at stå last og brast, indtil Christian II
var blevet befriet og altså så længe, situationen var uafklaret.11 Sam
tidig sikrede man sig en tre ugers stilstand med grev Christoffer. Også
bystyret i Helsingør, hvis dispositioner Jakob von Barthen fulgte på
nærmeste hold, havde sikret sig en betænkningstid på 14 dage.
Denne tøvende og usikre diplomatiske balance varede imidlertid
ikke længe. Den 7. juli kunne borgmester Jürgen Wullenwever i Lü
beck meddele, at udsendinge fra Københavns magistrat havde indfun
det sig i grevens lejr.12 Det kan være stilstandens indgåelse, der sigtes
til, men Wullenwever var i hvert fald ikke i tvivl om, at københav
nerne ville falde til patten, og hans forventninger blev heller ikke gjort
til skamme. Kort efter mødte en ny, talstærk delegation i grevens lejr.
Den bestod af den samlede magistrat, to borgmestre og fire rådmænd,
samt hele 14 udvalgte borgere.
Denne talrige forsamling, der ydermere var udstyret med fuldmagt
fra alle lavenes oldermænd, ville næppe være draget til Køge, hvor
greven havde opslået sit hovedkvarter, uden at der på forhånd var
etableret en god forståelse mellem parterne. Hvad denne forståelse gik
ud på, skinner glimtvis igennem. Den 13. juli forpligtede borgerne sig
til at overgive deres by til greven den følgende torsdag, den 16. ju li,13
altså længe inden stilstanden udløb og uden hensyn til aftalen med
Mikael Venge
12