19 / 191
Danmarks hovedstad
gift med en søsterdatter af den tidligere Roskildebisp, Lage Urne, (og
af Johan Urne) og som belønning var blevet forlenet med Selsø, endnu
en af bispestolens talrige herregårde.
Det har givetvis været en stor fristelse for Johan Urne at slutte sig til
sine standsfæller nede i byen, der allerede havde accorderet med grev
Christoffer og tilsyneladende befandt sig vel ved det. Det kunne ikke
undgå at gøre indtryk på ham, hvad Anders Bille og de andre over
løbere næppe tav stille med, at det samme røre, grev Christoffers an
komst havde givet anledning til på Sjælland, og som havde været en
hovedårsag til adelens hurtige underkastelse, havde bredt sig til Fyn,
og at Rygård, Johan Urnes fædrene gård, var blevet plyndret.25
Hertil må føjes den væbnede trussel, som grevens tropper udgjorde
mod slottet. Selv om grev Christoffer endnu ikke havde bestået nogen
militær styrkeprøve af betydning, opfattede Johan Urne øjensynligt
hans nærværelse som en vældig overmagt. Om »store hug« var der
ikke længere tale. Under indtoget den 16. juli forholdt Johan Urne sig
aldeles passiv. Først de balstyrige troppers hestetyveri den følgende
dag gav anledning til, at han lod slottets svære skyts skyde løs. Kano
naden traf overraskende grevens profos, der åbenbart havde deltaget i
løjerne, skønt hans opgave ellers bestod i at holde styr på tropperne.26
Ham kan vi ikke have ondt af.
Efter denne episode må stilstanden af begge parter være blevet be
tragtet som ophævet. Greven traf forberedelser til at storme slottet
eller foregav i hvert fald at gøre det. Slotsholmen havde man adgang
til, hvad bortførelsen af slottets hingste røbede, selv om slottets artil
leri rigtignok kunne gøre opholdet her ubehageligt. De sjællandske
bønder fik ordre til at levere knipper af ris og kvas, som skulle kastes i
den indre voldgrav, der ligesom selve det gamle Københavns slot
fjæler sig under det vældige Christiansborg og den nuværende slots
plads.27 Om tanken var at foranstalte et kæmpebål og ryge slottets for
svarere ud eller blot at give stormtropperne lejlighed til at færdes tør
skoet, skal vi lade usagt. Men hvis risknipperne virkelig er begyndt at
hobe sig op inde ved Højbro, har de selvsagt virket yderligere demora
liserende på Johan Urne og hans folk.
Når der lørdag aften eller nat atter blev »skudt mægtigt« fra slottet
ind mod byen,28 kan det hænge sammen med forberedelserne til en
storm. Både den nøje underrettede Jürgen Wullenwever og Danzigs
17