21 / 191
Danmarks hovedstad
Karmelittermunken Poul Helgesen havde søgt ly i Roskilde, hvor også
gråbroderen Peder Olsen i al stilhed drev sine historiske studier. Begge
håbede på et mirakel, der ville frelse den katolske kirke fra lutheraner
nes onde anslag. Deres spinkle forhåbninger knyttede de til enkelte
rigsråder, der holdt fast ved det gamle og endnu kunne tænkes at
værne de sidste rester af katolicismen. Blandt disse rigsråder var Johan
Urne, der som slotshøvedsmand i København havde været virksom for
at genoprette den katolske gudstjeneste i Vor Frue kirke efter billed
stormen den 27. december 1530.32 Poul Helgesen og Peder Olsen lånte
hinandens optegnelser på en ikke nærmere gennemskuelig måde. De
samme oplysninger og den samme tendens går igen hos begge.
Overgivelsen af Københavns slot er omtalt i den såkaldte Roskilde-
årbog, der er skrevet omkring 1550 og bygger på dette samarbejde.
Her hedder det, at Johan Urne overgav slottet på selve St. Jakobs dag,
altså den 25. juli,33 og denne dato overtog Arild Huitfeldt i sin »Chri
stian IIFs Historie«.34 Der kan imidlertid ikke være tvivl om, at Henrik
Smith har ret i, at overgivelsen fandt sted tidligere. Liibeckeren Rei
mer Kock, der selv deltog i begivenhederne, henfører ligeledes i sin
krønike overgivelsen til den 23. juli,35 den ene og i grunden den natur
ligste af Henrik Smiths dateringer. Indtil andet foreligger, vælger vi at
holde fast ved den.
Disse krøniker fra samtiden eller årtierne efter fejden afviger ikke
blot, hvad angår datoen, men også i synet på kapitulationen. Man for
nemmer et tydeligt ekko af partidannelserne under fejden. Henrik
Smith, der havde tilhørt borgerpartiet, skriver kort og godt, at Johan
Urne overgav slottet »uden sværdslag«, og at han »straks lod føre af
slottet alt, hvad der tilhørte ham«. Sympatien er åbenlyst ikke med
den adelige høvedsmand, der hyttede sit eget skind.
Vi må huske, at 1500-tallets lensmænd var forpagtere af lenet, og at
forråd og inventar undertiden hørte med i forpagtningen. Da Køben
havn overgav sig til Frederik I ’s tropper den 6. januar 1524, førte den
daværende høvedsmand, Henrik Gøye, slottets kostbare tapeter og en
mængde silke, fløjl og guldindvirkede tøjer med sig, hvad hans enke
mange år senere måtte udlevere.36 Tilfældet er måske ekstremt, men
det lille træk, Henrik Smith har bevaret, virker troværdigt, da vi
netop har set Johan Urne reagere stærkt mod plyndringen af slottets
stalde, der ramte ham selv økonomisk.
19