23 / 191
Danmarks hovedstad
Et ganske andet og langt mere dramatisk indtryk af overgivelsen får
man hos de to katolikker, Poul Helgesen og Peder Olsen, der begge
begrunder den med besætningens forræderi. I Roskildeårbogen hed
der det, at Johan Urnes folk »ikke ville stå mandelig med ham«, mens
Skibbykrøniken kategorisk erklærer, at besætningen »med den største
troløshed faldt fra hr. Johan Urne og med så stor voldsomhed og så
stort forræderi trængte på overgivelse, at denne overhovedet ikke
kunne hindres«.39 Det må der åbenbart være nogen, der har påstået.
Mens borgerpartiet hoverede, har hertug Christian og hans råd
givere naturligvis været rasende over slottets hurtige overgivelse. I de
samme dage havde hertug Christian anmodet den svenske konge om at
sende undsætning til Københavns slot, »hvilket endnu holder sig og
med Guds hjælp kan og vil holde sig længe«.40 Den kampberedte hold
ning, Johan Urne først havde givet udtryk for, svarede utvivlsomt til
tidens æresbegreber, og at han ikke levede op til dem, bekræftes in
direkte af Skibbykrønikens energiske forsvar for ham.
I Grevefejdens slutfase var Johan Urne sammen med Anders Bille så
uheldig at høre til de såkaldte mecklenburgske fanger, som Christian
III fik udleveret, men ikke umiddelbart løslod. For Johan Urnes ved
kommende har det uden tvivl været den utidige overgivelse af Køben
havns slot, der gjorde ham suspekt i Christian I I I ’s øjne, hvortil kom et
uvenskab med hans fynske nabo på Hesselagergård, kansler Johan
Friis. Dette uvenskab er højst tænkeligt blevet grundlagt ved denne
lejlighed, idet Johan Urne synes at have betinget sig at få Gudme her
red i erstatning for Københavns slot, således som Arild Huitfeldt med
deler. Gudme herred, hvor både Rygård og Hesselagergård lå, havde
tidligere været forlenet til Johan Friis.
Det mest talende vidnesbyrd om den vanære, der i samtidens øjne
klæbede ved Johan Urnes overgivelse af Københavns slot, er et latinsk
forsvarsskrift, der udsendtes i 1537 øjensynligt netop for at rense ham
og et par skånske herremænd, der også havde gjort en uheldig figur
under fejden. I dette skrift holder Johan Urne efter bedste klassiske
forbilleder en hel tale til de 100 landsknægte, der udgjorde slottets
besætning, hvori han forsøger at indgyde dem mod og forsvarsvilje.41
Selv om overmagten var stor, understreger han i denne fingerede tale,
var slottet vel rustet til at udstå en belejring og i stand til at bombar
dere hele København. Proviant havde man til fire år (slotsforvaltnin
21