27 / 191
Københavns Tømrerlaug
og industrialiseringen
A f Søren Federspiel
Intet håndværk er forblevet uberørt af den tekniske udvikling. Det
gælder også for tømrerhåndværket. Skibstømreren arbejder ikke læn
gere med træ. Han er blevet metalarbejder. Møllebyggerhåndværket
er det gået på lignende måde. Det er blevet et metal- eller museums
fag. Vil det gå ligesådan med tømrerhåndværkets centrale del, hus
bygningen, og dermed med tømrerfaget som helhed?
Lad os vende blikket bagud og se på, hvad den tekniske udvikling
har betydet for tømrerfaget. I 1862 trådte en ny næringslov i kraft.
Den ophævede de gamle købstadlavs monopol på at drive håndværk.
Næringsloven var en slags stadfæstelse af en allerede stedfunden ud
vikling, der havde gjort lavsvæsenet til en hund i et spil kegler. Det af
lavsvæsenet forudsatte faglige og sociale fællesskab mellem mestre og
svende var krakeleret forlængst. Modsætningen mellem lavene og det
ikke lavsbundne landhåndværk blev stadig mere udtalt. I perioden
frem til næringsloven var landhåndværket inde i en frugtbar udvik
ling med stigende produktion og afsætning. Byhåndværket stod om
vendt med faldende omsætning b l.a. som følge af konkurrence fra
landhåndværket. Samtidig steg antallet af håndværkere i byerne. For
mange betød det social nedtur, proletarisering.
I kampen mellem land- og byhåndværkere mistede de sidste stadig
tydeligere terræn. For landhåndværket blev loven om fri næring i vid
udstrækning en stadfæstelse af allerede eksisterende tilstande. For
byhåndværket fik lovgivningen derimod karakter af et brud.
Det gjaldt især i København, hvor lavssystemet var veludviklet med
en lang tradition bag sig. Provinsens byer indtog nærmest en mellem
stilling mellem situationen på landet og den i København. Flertallet af
provinsbyernes håndværkere var ikke lavsmæssigt organiseret. Des
uden manglede mange af de eksisterende lav retsgyldigt grundlag.1
3
25