13 / 191
Danmarks hovedstad
sig da også på mange måder som en overbevisende demonstration af
byens særlige status og kom for en stor del til at dreje sig om beherskel
sen af København. Ydermere førte Grevefejden til, at København om
sider proklameredes som hovedstad. Krigsbegivenhederne, som vi
skylder proklamationen, burde være en omtale værd.
Overfor opstanden i Malmø den 29. maj 1534, startskuddet til Grevens
fejde, havde københavnerne forsigtigt holdt sig tilbage. Deres sympati
med det eksisterende styre af rigsråder, der havde grebet magten efter
Frederik I ’s død 1533, var ganske vist meget beskeden. Sympatien lå
snarere hos rigshofmester Mogens Gøye, der var tilhænger af den
senere Christian III, hvad en henvendelse til rigshofmesteren anty
dede.6Hertil kom, at høvedsmanden på Københavns slot, Johan Urne,
øjensynligt var opsat på ikke at dele skæbne med Malmøhus’ komman
dant, Mogens Gyldenstjerne, der var blevet overrumplet og arresteret
af Malmøborgerne. Under opstanden anlagde Johan Urne tværtimod
et martialsk, sabelraslende tonefald, og bystyret har uden tvivl været
noget trykket af hans nærværelse.
Efter den liibske flådes ankomst blev København udsat for en lem
pelig indeslutning fra søsiden, idet fire krigsskibe lagde sig ved St.
Annæ og spærrede den nordre indsejling.7 Samtidig er der formodent
lig etableret en endnu lempeligere spærring på land. I klageskriftet
mod bisperne lyder en af anklagerne mod Joachim Rønnow, at han
under det gryende reformationsrøre skulle have »ladet holde for alle
porte og lukket alle veje for København og forment dem al tilføring og
afføring«.8 En lignende blokade kan grev Christoffer have foranstal
tet. Til en egentlig belejring strakte hans ressourcer sig næppe.
Alligevel synes Johan Urne meget snart at have vaklet i troen, og
under omstændighederne er det forståeligt, at i hvert fald Køben
havns borgere blev tiltrukket af grevens parti, der talte deres tidligere
borgmester, Ambrosius Bogbinder, blandt sine fremtrædende med
lemmer. Karmelittermunken Poul Helgesen skriver i Skibbykrøniken,
at de »ved hemmelige rådslagninger og lønlige rænkespil traf foran
staltninger til at sætte det samme i værk, som de troløse Malmøbor-
gere havde gjort«.9 Hans ærinde er tydeligt at undskylde Johan Urnes
påfølgende overgivelse af Københavns slot, hvis betimelighed der
11