10 / 191
slottet til den svenske konge, Magnus Eriksson, der tidligere havde
erhvervet Skånelandene på samme måde. Omvendt bliver Roskilde
bispens offervilje herved fuldt forståelig.
I 1342 lykkedes det kong Valdemar eller rettere hans schwabiske
marsk, Friedrich von Lochen, under blodige kampe med holstenerne
og svenskerne at erobre det omstridte København, som Valdemar
straks tog fat på at indrette til sin residensstad. Her fejredes siden for
brødringen med hans gamle rival, Magnus Eriksson, der sammen med
sin hustru, dronning Blanche, og sønnen, kong Håkon af Norge, ofte
var Valdemars gæster på Københavns slot. Navnlig trolovelsen 1359
og brylluppet 1363 mellem Håkon og den lille Margrethe Valdemars-
datter gav anledning til store festligheder.
I 1368 var festen forbi. Valdemar Atterdags mange fjender rottede
sig sammen imod ham, og en hanseatisk flåde indtog og ødelagde Kø
benhavn »i bund og grund«. Det opsving, København havde nydt som
kongens by, har tydeligt været hansestæderne en torn i øjet. Med ægte
tysk grundighed sørgede man for at indkalde stenhuggere, der kunne
nedbryde slottets mure, mens havneløbet spærredes med sænkede
skibe. Under disse omstændigheder faldt det lettere for dronning Mar
grethe at give afkald på ruindyngen - mere har der ikke været tale om
- da Roskildebispen under tronskiftet kom i tanker om, at København
faktisk var hans by. Dronningen havde opgaver nok at tage vare på og
overlod gerne genopbygningen efter hansestædernes hærgen til den
rige bispestol. Ydermere var Roskildebispen hendes gode ven og
»bankforbindelse«, Peder Jensen (Lodehat), Gjorslevs bygherre, der
ikke skelnede så nøje mellem kirkens og kronens midler og generøst
pungede ud, når dronning Margrethes unionspolitik fordrede kontan
ter.
Efter 1375 tilhørte byen og slottet altså ubestridt Roskildebispen,
men umiddelbart efter den myndige Peder Jensens død den 19. okto
ber 1416 tvang Erik af Pommern domkapitlet til at oplade Køben
havn. Et nævn af »aldrende og bofaste« sjællændere afsagde i 1417
pligtskyldigst den kendelse, kong Erik forlangte, og som skulle tjene
som det juridiske grundlag for, at København atter - denne gang de
finitivt - blev kongens besiddelse. Overgrebet efterlod meget forståe
ligt nogen bitterhed hos bispestolen, en bitterhed, der endnu murrede
kort før Grevefejden og reformationen mere end 100 år senere, da den
Mikael Venge