Danmarks hovedstad
sidste katolske Roskildebisp, Joachim Rønnow, luftede et forsinket
erstatningskrav.
Tilfældet København er et eksempel på, at historie og jura ikke
altid følges ad. Uanset de aldrende sjællænderes opfattelse er det
givet, at Roskildebispen i 1417 formelt havde retten til København,
men udviklingen havde ført med sig, at der - med et moderne udtryk -
knyttedes betydelige samfundsmæssige interesser til København.
Moralsk og nationalt var det Erik af Pommern, der havde retten på sin
side, da han i 1417 bemægtigede sig den dynamiske Øresundsby. Nok
så væsentligt: politisk sad han med alle de gode kort på hånden.
Ubestrideligt var det Erik af Pommerns indsats, der forvandlede
København til rigets hovedstad og dermed udgør baggrunden for
Morten Børups lovprisning 1491. Med Aksel E. Christensens knap så
poetiske formulering kan vi konstatere, at man i løbet af 1400-tallet
støder på den begyndende storbys underverden af »herberger og øl
knejper, spillebuler og horehuse«,2 en sikker målestok nedefra for
byens særlige status.
Men hvorledes oplevede samtiden denne status? Vi mærker os, at
Morten Børup ikke anvendte udtrykket hovedstad. Endnu for 100 år
siden troede man, at København havde afløst Roskilde som Danmarks
hovedstad på Christoffer af Bayerns tid. Denne opfattelse grundlagdes
af Erik Pontoppidan i hans lærde skrift om Københavns oprindelse,
»Origines Hafnienses«, fra 1760 og spredtes via P. F. Suhms meget ud
bredte Danmarkshistorie vidt omkring.3 Først Kr. Erslev pegede i 1889
på Erik af Pommerns erhvervelse 1416-17 som det afgørende tids
punkt for Københavns ophøjelse til hovedstad. Erslev tilføjede dog
forsigtigt, at han fandt det principielt forkert at tale om Danmarks
hovedstad i 1400-tallet, da begrebet var fremmed for middelalderens
tankegang.4
Uanset om samtiden var klar over det, kan vi naturligvis tillade os
at slå fast, at København siden 1417 faktisk var Danmarks hovedstad.
Hvad her skal fremføres som et beskedent supplement til den etable
rede opfattelse er blot et appendix. Under det oldenburgske hus var
Københavns særlige rolle som kongelig residens og rigets ubestridt
største by blevet fastholdt og udbygget. Allerede i 1400-tallet var byen
blevet omgivet af meget stærke fæstningsværker, den rummede et vel
havende borgerskab og adskillige storkøbmænd, der i rigdom kunne
9