2værelserStraks

den ikke alene er ude af stand til at skaffe arbejderne menneskeværdige boliger,

men tillige teknisk og kulturelt er direkte reaktionær. Det er de forsøg, der

gøres paa at udnytte de arbejdsløses arbejdskraft til at bygge egne boliger. Det

er en foranstaltning, som har vundet stor udbredelse i det fascistiske Tyskland,

fordi den ligger fuldstændig i traad med nazismens øvrige politik. Den gaar

ud paa, at de arbejdsløse, som det kapitalistiske samfund ikke paa anden maade

kan skaffe arbejde, skal beskæftiges med at opføre boliger til sig selv. Disse

boliger, som er smaa hytter i storbyens udkanter, »stadtrandsiedlung«, ligger

paa et grundstykke, som ved intens dyrkning skal kunne give den arbejdsløse

tilstrækkelig mange kartofler til at leve af. Hensigten med denne tilsyneladende

geniale hokus-pokus-løsning af baade arbejdsløsheds- og boligspørgsmaalet er

den, at det kapitalistiske samfund paa denne maade vil fri sig fra understøttelses

kravene fra en stor del af arbejderne, som det uforskyldt har kastet ud i ar

bejdsløsheden. I disse kolonier skal de saa opføre deres egne primitive op

holdssteder til en arbejdsløn, der ligger langt under tarifferne, og derfor be

tyder løntrykning for arbejderne i byggefagene, derefter skal de arbejdsløse

»bringes tilbage til jorden«, d. v. s. føres tilbage til en tilværelse, hvor de selv

skal frembringe deres fødemidler, selv skal sy deres tøj og sko o. s. v. Tyde

ligere end i dette billede af arbejdernes liv i 1935 i Hitler-Tyskland kan man

næppe se, hvor det kapitalistiske system har ført kulturen hen. Hele den fine

tekniske differentiering, som det moderne samfund kulturelt hviler paa, og som

har skaffet os alle de goder, vi har i dag, kan nu ikke længer udnyttes af det

økonomiske system, som har maattet ty til fascismens voldsherredømme og for

herligelse af middelalderen for at holde arbejderen nede fysisk og ideologisk.

Men denne middelalderlige komedie har ogsaa herhjemme vakt begej

string, og et filantropisk selskab, med en cand. theol. Lutzhøft og kreditfor

eningsdirektør Kragh, »Sultekragh«, i spidsen, har i Maaløv udenfor København

ladet opføre en lignende koloni, og det kan vist ikke forbavse nogen, at dette

Hitlers patent til at løse arbejdsløsheden (og samtidig uskadeliggøre arbejderne)

herhjemme har faaet socialminister Steinckes velsignelse i form af et tilskud

paa 250,000 kr., og derefter, da det hele, paa grund af uduelig administration

og d'hrr. filantropers graadighed efter eget udbytte, brød fuldstændig sammen,

paa endnu en tillægsbevilling. For de stakkels arbejdsløse, som er blevet lokket

af de mange fine navne til at sætte arbejde og helbred i svindelaffæren, er det

naturligvis en kedelig historie, men alligevel maa man vist være glad over, at

det gik som det gik. Nu staar det da ihvertfald som et advarende skræmme

billede.

Ligesaa skeptisk maa man fra arbejdernes side stille sig til de arbejderboliger,

som visse industrier bygger til deres arbejdere. De har som oftest kun den

ene hensigt, at knytte arbejderen nærmere til bedriften, altsaa ogsaa paa dette

punkt gøre ham afhængig af kapitalisten. Man forstaar hvilken svækkelse af

arbejderens slagkraft i tilfælde af en strejke eller konfliktsituation det er, idet

de naarsomhelst kan kastes ud af deres boliger, naar de ikke opfører sig, som

industriherren ønsker det.