2værelserStraks

betyde stigende arbejdsløn. Derfor er netop industrikapitalen interesseret i, at

der produceres forholdsvis billige boliger.

Der vil da ogsaa under normale omstændigheder komme en tid, hvor pri

serne paa boliger vil stige saa stærkt, saa det igen kan betale sig bedst at

investere penge i byggeriet. Men dette punkt indtræder først efter at den

almindelige højkonjunktur er passeret, naar vi igen nærmer os krisen. En livlig

boligproduktion vil i en saadan periode ofte føre til overproduktion og boligkrak,

netop fordi lønningerne er synkende og betalingsevnen svigter. De færdige huse

staar tomme, ingen kan betale dem.

Det er klart, at dele af det kapitalistiske samfund og ikke mindst industrika

pitalen er interesseret i, at udviklingen i boligbyggeriet ikke fører til boligmangel

og opskruede priser, men paa den anden side ogsaa er interesseret i, at der ikke

indtræffer boligkrak, som ved den høje risikopræmie, som husejerne derefter

vil beregne sig, ogsaa vil bidrage til at forhøje huslejen.

Industrikapitalen, som i den liberalistiske periode har været den domine

rende, har derfor villigt understøttet alle forsøg paa at bekæmpe denne kon

junkturelle »bolignød«.

Disse forsøg faldt netop i en periode, hvor socialdemokratiet var kommet

til magten i København og skulde vise, hvad det kunde udføre. Under høje

jubelskrig blev derfor den reformpolitik ført frem, som gik ud paa at regulere

de uheldige konjunkturfænomener i den kapitalistiske produktion, men som

blev kaldt for:

AFHJÆLPNING AF BOLIGNØDEN.

Derved er hele spørgsmaalet blevet forvrøvlet, og der hersker ikke mange

steder en saadan forvirring som i den offentlige omtale af bolignød og bolig-

spørgsmaal. Der ligger sikkert fra socialdemokratisk side ikke nogen lumsk bag

tanke i dette, det er heller ikke noget stort iscenesat bluff, for de mennesker

tror selv, at det er socialdemokratiets skyld, at der er bygget de store karréer i

Københavns udkant, og de tror, at d e t er at afhjælpe bolignøden, ligesom

D en

»kapitalistiske løsning

af boligspørgs-

maalet gaar ud paa at fo rce re byggeriet af

de lejligh ed er, d er er eftersp ø rgsel efter

fra det købedygtige publikum

—

og d erfo r

fo rtjen este ved. D enne løsning er ikke no

get specielt socialdemokratisk fænom en.

D ette illustreres bedst ved ovenstaaende

kurve, som viser boligproduktionen i en by

med .styre af skiftende politiske partier

(O slo ). D e konservative byggede i p erio

den 1920— 22 om trent ligesaa m eget som

arbejderpartiet 1929

—

31.