59 / 81
Frisch tror paa sporvogne. Det store kommunale byggeri falder sammen med
socialdemokratiets udvikling til et borgerligt-liberalistisk parti.
Den kommunale boligproduktion under parolen bolignødens bekæmpelse
er ikke engang et særligt socialdemokratisk nummer. Det er den sædvanlige
borgerlige maade at løse spørgsmaalet paa. I Oslo, hvor arbejderpartiet ikke
som i København har været ved magten hele tiden, ser vi, som figuren viser,
at højrepartiet har fulgt den samme linie. Utvivlsomt har det kommunale byggeri
i København i perioden efter krigen, navnlig maaske statsboligfonden, haft en
afgørende regulerende virkning paa boligproduktionen. Sandsynligvis havde
vi, hvis disse foranstaltninger ikke var kommet, haft et højere prisniveau for de
mellemstore boliger, men dette berører ikke boligproblemet for de mindre be
midlede klasser, som man ikke alene ikke har løst, men end ikke forsøgt paa at
løse, fordi man ikke har villet se problemet lige i øjnene. Problemet er nemlig
ikke et produktionsproblem. I det lange løb vil produktionen af en hvilkensom-
helst vare i det kapitalistiske samfund ihvertfald ikke føre til underproduktion,
tvertimod. Der er sko, strømper, flæsk og kaffe nok, og der er ogsaa boliger nok,
allerede nu. I en by som København saa vi, at der var omtrent et værelse til
hver indbygger, mænd, kvinder og børn. Ja, der er altsaa saa mange boljger,
at man efter en socialdemokratisk borgmesters mening bør rive nogle af dem
ned, »for at støtte boligmarkedet«.
Problemet er et fordelingsproblem — et socialt problem. Det er et problem,
som er uløseligt knyttet til den private ejendomsret. Lad os tænke os, at dette pro
blem var brændende for det socialdemokratiske flertal i borgerrepræsentationen.
At de, som repræsentanter valgt af arbejdere, virkelig vilde føre en klasse
politik, vilde sætte alle kræfter ind paa at skaffe billige boliger til arbejder
befolkningen i København. Det vilde sige, at man ikke som nu hist og her op
førte nogle karréer med billige boliger, men virkelig satte et storstilet byggeri
igang, organiserede det ved hjælp af kommunens egne teknikere, saa for
tjenesten ikke tilfaldt en tilfældig entreprenør, opførte gode toværelses lejlig
heder med centralvarme og styrtebad og lejede dem ud til 35 å 40 kr. om
maaneden. Det vilde og skulde ikke give nogen god fortjeneste til kommunen,
men vilde, hvis arbejdet var fornuftigt tilrettelagt, kunne gennemføres uden større
tab. Lad os tænke os, at man, for at skaffe de nødvendige millioner til dette
byggeri, fik lov til at lægge en temmelig stor skat paa de gamle ejendomme,
paa samme maade, som man har gjort i Tyskland og Østrig. Lad os stadig tænke
os, at disse millioner, der indkom ved en saadan skat, ikke som i Tyskland,
gik til laan til ethvert byggeri (og efterhaanden til alle mulige andre formaal,
endog til at bygge panserkrydsere), men udelukkende til at bygge smaa virkelig
billige lejligheder, til en pris, som laa 10 —15 kr. under den, som betales i pri
vate tilsvarende lejligheder. H v a d v i l d e s k e ?
Der vilde ske det, at prisen ikke alene paa kommunens egne ejendomme,
men ogsaa paa alle private lejligheder vilde synke. Hvis foretagendet blev gen
nemført i tilstrækkelig stor maalestok, vilde det i løbet af kort tid betyde en
lejesænkning over hele byen.
57