2værelserStraks

faar ved at lejen stiger, forøger ikke deres udgifter paa samme maade, som i

industrien (de eneste produktionsomkostninger, der stiger, er udgifterne til ved

ligeholdelse, der, som enhver lejer ved, er minimale). I sammenligning med

industrien er husejerne saaledes særlig begunstigede, og denne stigning i hus

lejen danner grundlaget for optagelse af nye laan i gamle ejendomme, højere

salgspriser og højere grundværdi. Det vil sige en grundværdistigning, som

betyder, at en del af den for industrien disponible kapital bindes i uproduktive

foretagender (passive kapitalbelastninger). Samtidig betyder — som vi har vist

i forrige kapitel — stigende husleje under normale forhold, hvor arbejderklassen

kan sætte sine lønkrav igennem, stigende arbejdsløn, stigende udgifter for indu

strikapitalen.

I 1935 under den kapitalistiske krise, hvor der er overflod paa kapital, er

den passive kapitalbelastning mindre farlig for industrikapitalen, og samtidig med,

at det ikke er vanskeligt at skaffe penge, v e d industriens folk, at hele rege

ringsmaskineriet og fagforeningsapparatet nu sættes ind for at holde arbejds

lønnen nede. Huslejeloven kom til behandling efter, at Steinckes sammenkæd-

ningslov var vedtaget, og efter at man lige havde set, hvorledes forsøg fra ar

bejdernes side paa at forbedre lønningerne (søfolk og slagteriarbejdere) var

blevet slaaet ned med haard haand. Under disse omstændigheder var der

ingensomhelst grund for industrikapitalen til at holde haanden over de lave

lejer, og loven blev forkastet.

Socialdemokratiet var de ledende i disse forholdsregler for at holde arbejds

lønnen nede, og det er derfor kun hyklerisk, naar man i socialdemokraten

græder store helsides taarer over konsekvensen af denne politik: huslejelovens

nedsabling.

Huslejelovens skæbne viser tydeligt sammenhængen mellem boligspørgs-

maalet og spørgsmaalet om magten i samfundet i sin helhed. Den viser lige

ledes, at fra arbejdernes side kan det ikke nytte at tro, at parlamentarismen og

demokratiet klarer det hele; kun naar det parlamentariske arbejde understøttes

af en aktiv lønpolitik gennem de faglige organisationer, vil man skridt for skridt

kunne tvinge kapitalen til at gøre indrømmelser. Parallelt med de faglige orga

nisationer maa der fra hele den arbejdende befolknings side, den del af be

folkningen, som udgør den store masse af lejere, opbygges lejerorganisationer

under ledelse af bevidste arbejdere.

De fleste af de nuværende lejerorganisationer er uden hoved og hale, har

ikke noget andet program end at formidle klager over vandhaner, der løber,

o. I. Den centrale lejerorganisation er under rent borgerlig ledelse, der nærmest

betragter sin opgave, som mellemled mellem lejer og ejer.

»Som der er gode og daarlige ejere, er der ogsaa gode og daarlige lejere,«

blev der sagt ved et offentligt møde, »og foreningen betragter det som sin op

gave at regulere forholdet mellem ejer og lejer paa en saadan maade, at der

er tilfredshed paa b e g g e s i d e r . «

Mange steder i udlandet, som i Sverige, Tyskland og Østrig, er det lykkedes

lejerforeninger at gennemføre betalingsstrejke, indtil husværten gik ind paa at