2værelserStraks

sætte huslejen ned. Til støtte for den slags aktioner vil en paragraf, i den for-

haabentlig kommende nye huslejelov, om beskyttelse af lejerforeningernes be

styrelser, saa de er uopsigelige — paa samme maade som tillidsmandsbeskyttel

sen — være af stor virkning.

Paa denne maade vil det parlamentariske arbejde kunne understøtte de d i

rekte aktioner fra lejernes side (lejerstrejker), men det vil være en illusion at

tro, at enhuslejelovgivning i et kapitalistisk samfund v æ s e n t l i g t vil kunne

forbedre lejernes vilkaar. Den vil allerhøjest kunne stabilisere det nuværende

huslejeniveau og det eksisterende forhold mellem lejer og ejer med hele dets

uretfærdighed, og selv en nok saa god huslejelov vil ikke kunne skaffe nye

billige boliger til den arbejdende befolkning. Altsaa: i k k e a f s k a f f e p r o

l e t a r i a t e t s b o l i g n ø d .

De foregaaende kapitler har vist den danske reformismes

resultater i byggeriet og i lovgivningen, dens magtesløshed

overfor det egentlige problem : arbejdernes bolignød. V i vil

i næste kapitel vise, hvad en reformisme, der er mere konse

kvent, og som tilsyneladende har naaet langt større resul

tater, tilslut har ført til. Vi vil behandle det socialdemokra

tiske W i e n , og vil d erefter tilsidst vise den socialistiske

»løsning« af boligspørgsmaalet: M o s k v a .

WIEN

Hvis man kan kalde den politik, som Københavns kommune har ført i bo

ligspørgsmaalet, for liberalistisk, skønt den er opreklameret som s o c i a l

demokratisk, saa kan man med fuld ret betegne den politik, som i Wien er

fulgt af det socialdemokratiske flertal, der har haft magten i denne by, for

s o c i a l d e m o k r a t i s k , skønt den er blevet betegnet som socialistisk.

Den politik, som med megen konsekvens blev gennemført i det røde Wien,

er et mere ægte udtryk for socialdemokratiets program end den tilsvarende

politik i København, som i det væsentlige ikke adskiller sig fra boligpolitiker!

i alle liberalistiske byer. Wiens boligpolitik viser paa den ene side, hvad der

kan naas med en socialdemokratisk reformpolitik i en kommune eller rettere

sagt forbundsstat som Wien; men den viser paa den anden side ogsaa græn

serne for denne politiks resultater. Den viser tydeligt, hvorvidt man kan naa

ved at udnytte alle modsætninger mellem kapitalistiske grupper indbyrdes, men

ogsaa, at i et kapitalistisk samfund vil et spørgsmaal, som boligspørgsmaalet over

hovedet ikke kunne løses. Den ulykkelige skæbne, som har ramt Wiens arbej

derbefolkning, fascismens sejr og terror i Wien, viser tilslut det uhyggelige punk

tum, som kapitalens interesser, naar de i en krisetid bliver truet, sætter for et

hvert reformarbejde, for enhver social forbedring.