68 / 81
DEN SOCIAL ISTISKE LØSN I NG
I M o s k v a var arbejdernes boligforhold før revolutionen betydeligt værre
end idefleste vesteuropæiske byer. 20 % af befolkningen havdeoverhovedet
ikke nogen egen bolig, men maatte leje sengested for en nat i værelser, hvor
der sov mange sammen.
I disse massekvarterer, der laa ved de store fabrikker, blev arbejderne yder
ligere udnyttet og betalte ofte en husleje, som var større for et »hjørne« i en
sovesal, end den, de nu betaler for en hel lejlighed. I kældre og underjordiske
boliger, som vi f. eks. kender dem fra Gorkis skildringer, boede alene i Moskva
100,000 mennesker.
En statistik fra 1912 over typografernes boligforhold viser, at
38 % boede i sovesteder (»hjørner«),
41 % boede til fremleje hos lejere af enkeltværelser,
15% boede til fremleje i lejligheder, og kun
6
%
var selvstændige lejere —
og det var endda et af de bedst lønnede fag.
En stor del af arbejderne i Moskva var saa fattige, at de ikke havde raad
til at have deres familie boende i byen; konen og børnene maatte ude i lands
byerne ernære sig som markarbejdere.
Indtil revolutionen levede der gennemsnitlig 0,4 familiemedlemmer pr. ar
bejder i Moskva af denne aarsag. I 1931 var der allerede 3,6 familiemedlem
mer pr. arbejder. 49 % af alle Moskvas indbyggere boede i boliger, som hver
ken havde vand, kloak, gas eller elektricitet, end mindre centralvarme.
Da bolchevikerne i 1917 gennemførte den sociale revolution, og da arbej
derklassen overtog magten ogsaa i Moskva, var en af de første ting, som sovjet
magten gjorde, at socialisere enhver grundejendom og alle huse med und
tagelse af mindre parcelhuse til en værdi af ikke over 10,000 rubler. De sociali
serede ejendomme blev overdraget til Moskvas sovjet til fordeling til hele den
66