72 / 81
bejderne ved en del fabrikker. Ialt er der bygget ca. 25
%
kollektive huse,
obdjschidjer, — endnu er den overvejende del familieboliger — men med de
ovenfor omtalte kollektive indretninger i hvert hus.
Vi skal senere forklare, hvorledes huslejen bliver beregnet, og foreløbig kun
oplyse, at i de nye huse skal der efter lovens bestemmelser bo mindst 80 %
arbejdere, som arbejder i bedrifterne — altsaa dem med det tunge arbejde —.
Men der findes altsaa en boligmangel.
Trods det, at byen har opført boliger i et antal, som svarer til det dobbelte
af Wiens, er der boligmangel, og mange steder maa to familier dele en lej
lighed.
Det hænger saaledes sammen:
Moskva var før revolutionen nærmest en administrations- og handelsby. Sov
jetregeringen bestemte imidlertid, at hovedstaden skulde være en industriby,
fordi regeringen i første række støttede sin magt paa fabriksarbejderne. Der
blev derfor anlagt en mængde fabrikker i og ved byen. Dette i forbindelse med,
at byen var blevet hovedstaden for de forenede sovjetrepublikker, gjorde, at
indbyggertallet voksede — og voksede meget stærkt*) Fra 1926 til januar
1932 kom der over en million nye indbyggere til byen, som voksede fra 1,7
mill. til over 3 mill.; en overgang kom der godt 30,000 mennesker til byen
om maaneden for at tage fast ophold. Til en saadan vækst kunde boligbyggeriet
naturligvis ikke følge med; det er en anden slags bolignød end den, der her
sker i de kapitalistiske byer.
Den tyske arkitekt Hannes Meyer, som i fjor holdt foredrag i København,
fortalte, hvorledes han havde rejst fra Moskva til Berlin sammen med en arbej
der fra Ural; en mand, som havde lært at læse og skrive og nu af sine kamme
rater var sendt til Berlin for at studere bestemte maskiner. Allerede ved ankom
sten til Berlin gjorde alle kolonihavehusene af brædder og bølgeblik, hvorfra
der midt paa vinteren steg røg op af »skorstenen«, et stærkt indtryk paa ham.
En hel dag gik han uden at blive træt gennem Berlins store varehuse, der var
overfyldte med varer, som han næppe havde kunnet forestille sig, men tomme for
kunder, gennem gaderne i Westen, hvor hver anden af de store lejligheder stod
til leje, gennem proletarkvartererne, hvor arbejderne levede sammenstuvede
uden at have raad til at købe noget i de elegante butikker af de mange smukke
ting, som var udstillet i de smarte vinduer. Russeren forstod, at han var kommet
til en anden verden, i elleve timer i træk gik han gennem byen, ganske for
tumlet, uden at hvile, uden at ville have noget at spise. Som han udtrykte det:
»Hvor kan jeg spise, naar mine klassefæller lever paa den maade.«
Denne modsætning mellem den kapitalistiske og den socialistiske verden
gælder for boligen, som for de andre varer — det ene sted overflod paa varer:
Bugnende butikker uden kunder, tomme lejligheder uden lejere: Kapitalismen.
Det andet sted endnu mangel paa varer, men stadig stigende velstand, en be-
*) F ø d se ls o v e rs k u d d e t e r nu 8 ,8 p ro m ille . A n ta lle t af fø d s le r 2 1 ,7 p ro m ille . D e tte e r d e t
b e d ste b evis paa, a t b e fo lk n in g e n se r fre m tid e n ro lig t i m ø de. I W ie n v a r de tils v a re n d e
ta l —f— 4 ,7 og 8 ,8 p ro m ille ,
70