73 / 81
tolkning, som hver dag kan købe mere end dagen før, som forlanger nye varer
og nye boliger hurtigere, end de kan fremskaffes trods det, at industrien arbej
der paa fuld kraft, og der ingen arbejdsløshed er. »Men,« vil De indvende,
»for den arbejder, der bor sammen med en anden familie i Moskva, kan det
da være ligemeget, hvad slags bolignød, han er udsat for, enten det er den
kapitalistiske bolignød eller den socialistiske vare-bolig-mangel. Han bor lige
trangt.« —
Nej, det er ikke lige meget, for den socialistiske arbejder v e d , at for ham
er bolignøden kun kort overgang. Han følger med i den nye femaarsplan og
ved at der er afsat millioner til boligbyggeriet, han ved at han lever i et plan
økonomisk samfund, som har bestemt, at Moskva skal have 3,5 mill. indbyg
gere og ikke mere. Tilvæksten er ingen naturkatastrofe, som aldrig hører op.
Han ved, at om nogle aar kan han faa sin egen bolig, og han ved, at den
ikke tilfalder en eller anden borger, som kan betale mere end han, som i de
kapitalistiske lande.
Arbejderen i Berlin kan kun i fremtiden se krise, arbejdsløshed, mindre un
derstøttelse, nød — det er forskellen.
Arbejderen i det socialistiske samfund vil aldrig, som hans klassefælle f. eks.
i Wien eller i København, risikere at blive sat paa gaden, hvis han ikke kan be
tale, o g h a n s h u s l e j e u d g ø r g e n n e m s n i t l i g k u n 8 % af
h a n s i n d t æ g t .
Huslejen i Moskva er et led i den proletariske klassepolitik. Den er afhæn
gig af boligens størrelse, naturligvis — men desuden af beboerens indtægt, og
af, hvor mange han har at forsørge.
Saaledes betaler en arbejder, hvis hans kone ogsaa har arbejde, og de
ellers kun har et barn at forsørge, en betydelig højere husleje, end den ar
bejder, som f. eks. har 7 børn at forsørge.
Forholdet er altsaa det modsatte af i København, hvor de fattigste lejere
betaler den højeste husleje pr. m2. I Moskva er den laveste husleje 5,5 kopek
pr. m2, og den højeste leje for arbejdere, ansatte og fri erhverv 1,32 rubel
pr. m2.
For smaa haandværksmestre, som beskæftiger en eller flere svende, er den
noget højere, og for de ikke arbejdende, resterne af det gamle bourgeoisi, som
ikke vil arbejde med paa den socialistiske opbygning, er den helt op til 8,8
rubler pr. m2 om maaneden.
Men dette forhold gælder ogsaa for opvarmningen. Hvor der ikke er cen
tralvarme, bliver brændslet indkøbt af bolig»selskabet« og udgifterne fordelt paa
beboerne, men i alle tilfælde efter en lignende skala som huslejen.
Det vil sige, at en arbejder med en lille indtægt ikke alene har boligen om
trent gratis, men ogsaa varmen.
Den gennemsnitlige udgift til b o l i g o g o p v a r m n i n g er i Moskva
11 % af indtægten, og denne sum er tilstrækkelig til at bekoste alle reparatio
ner og desuden amortisere husene i en periode af 60 aar. Af denne amortisation
bliver der straks bygget nye boliger (de 60 aar er naturligvis kun et matematisk
71