2værelserStraks

følge, at den danner nye klasseforskelle. Ved denne reformistiske politik har man

dannet en nogenlunde tilfreds middelstand (og et arbejderaristokrati), som bor

i de nye kvarterer. Man har skabt en social stødpude mod proletariatets util

fredshed og beroliget sin egen samvittighed med, at der dog er gjort noget.

Læg mærke til, at det er dette sociale smaaborgerlag, som i Danmark raa-

ber højest om kamp mod k o m m u n i s m e n , mod de fattigste, som i k k e

har faaet nogen bid af kagen. Det er et fænomen, som findes ikke blot i Dan

mark, men i alle imperialistiske stater, som har været rige nok til at bestikke

de øverste lag af arbejderklassen til at gaa over paa borgerskabets side.

Men fra arbejderklassen maa stilles det krav til stat og kommune, a t d e r

f r e m s k a f f e s b o l i g e r t i l e n p r i s , s o m d e k a n b e t a l e . Dette

kan naturligvis kun ske ved direkte bevilling af de millioner, der skal til, og ved

en lovgivning, som støtter fremskaffelsen af disse boliger og sørger for, at de

ikke kommer grundejere og husværter tilgode, men virkelig opfylder det krav,

som enhver borger maa have: At der skaffes ham en ordentlig bolig.

Det maa være enhver borgers ret at faa anvist en lejlighed, som han kan

betale. Kravet maa lyde: enhver husstand mindst

2 værelser straks

Hvorledes de ikke faa millioner, som skal til for at iværksætte et saadant

byggeri, skal fremskaffes, er det ikke arbejdernes sag at give anvisning paa -

der er nok af skatteobjekter, som kan udnyttes.

Naar man har foreslaaet pengene fremskaffet ved en skat paa gamle boliger

— det vil i virkeligheden sige lejerne — saa er det vel nærmest for anskuelig

hedens skyld. Men principet er i og for sig værdiløst. Ligesom det er forkert, at

det alene er bilejerne, som gennem motorskatten skal betale vejenes anlæg

(selv om luksusbiler godt kan taale at beskattes), konsekvensen vilde jo være,

at de syge skulde beskattes med en ekstraskat til hospitaler og skolebørnene med

en skat til skolerne.

At e j e r n e af de gamle ejendomme derimod skulde beskattes (ligegyldigt

hvad skatten skal bruges til), burde være en selvfølge, og alene gennem en

saadan skat vil en stor del af det beløb, som kræves til et boligbyggeri for de

fattigste, kunne fremskaffes.

Men betingelsen for en saadan beskatning maa være, at den efterfølges af

en lov, som forbyder lejeforhøjelse, og saaledes gør det umuligt for husejeren

at vælte udgifterne ved skatten over paa lejerne. Arbejderklassen maa forlange

af myndighederne, at de gamle usunde kvarterer nedrives, og at der skaffes

nye boliger til beboerne til den samme husleje, som de nu betaler.

Der maa forlanges, at de partier, som kalder sig arbejderpartier, gaar ind

for en huslejelovgivning, som er langt mere vidtgaaende end den nuværende,

og med en paragraf om beskyttelse af lejerforeningernes tillidsmænd, saa de

bliver uopsigelige, som nøjere definerer begrebet aager, og som gør al istand

sættelse til en pligt for ejeren.