2værelserStraks

BYER »PAA LANDET«

Men det vigtigste problem i den socialistiske byplanlægning er forholdet

mellem land og by. De kapitalistiske byer, som er centrer for varebytte, har en

tendens til at vokse i det uendelige, at samle al handel og industri i enkelte store

byer. For industrien staar der altid, foruden de konstant arbejdsløse, en reserve

armé af daarligt betalte landarbejdere, som lokkes af, hvad byerne »kulturelt«,

kan byde (biografer, kaféer, dansesteder o. s. v.) foruden af den højere løn i

industrien.

Noget saadant er ikke tilfældet i det socialistiske samfund. Der er man for det

første herre over byens vækst; de nye byer beregnes til en befolkning af ikke

over 150,000 indbyggere, og, hvad der er af særlig stor betydning, man søger

at udjævne forskellen mellem by og land.

I de kapitalistiske lande kan landbefolkningen mange steder hverken læse

eller skrive, er derfor reaktionær, vanskelig at vinde for et socialistisk sam

fund. De har ikke adgang til den almindelige kultur, som bybefolkningen.

Landbefolkningen staar faktisk i de fleste kapitalistiske lande paa et kulturniveau,

som svarer til en tidligere periode. Saaledes var det ogsaa i Sovjetunionen,

da bolchevikerne overtog magten.

Men sovjetregeringen har, som et led i den socialistiske opbygning, spredt

industrien over hele unionen (den var tidligere omtrent udelukkende koncen

treret i Moskva og Petersburg). Raastofferne bliver nu i de nye socialistiske

byer bearbejdet i de distrikter, hvor de fremskaffes. Ogsaa for landbefolkningen,