2værelserStraks

let om at ophæve modsætningen mellem by og land er et af de vigtig

ste. Da vi ikke her skal lave noget utopisk system for indretningen af

det kommende samfund, vilde det være mere end formaalsløst at gaa

nærmere ind herpaa. Saameget er i hvert fald sikkert, at i de store byer

findes der allerede nu tilstrækkelige boliger til at afhjælpe enhver

virkelig bolignød, hvis de bliver rationelt benyttede. Dette kan natur

ligvis kun ske ved en ekspropriation af de nuværende besiddere, ved

indkvartering i deres huse af de hjemløse og af de arbejdere, som nu

bor i overbefolkede boliger.«

»Maskingeværet er aitsaa den eneste udvej,« indvender De med et ironisk

smil, »kun ved maskingeværet kan boligspørgsmaalet løses?«

En endelig løsning af boligspørgsmaalet kan kun ske ved indførelse af

socialismen — og denne vil efter al sandsynlighed ske ved en revolution. Den

besiddende klasse, som har magten, ogsaa i de vesteuropæiske demokratier,

vil i det afgørende øjeblik sikkert ikke frivilligt, eller mod en sæk stemme

sedler afgive deres magt og ejendom, men selv tvinge proletariatet til at an

vende voldsommere midler.

Det er imidlertid ikke her stedet til at forklare, hvorledes udviklingen gennem

proletariatets diktatur til det socialistiske samfund vil forme sig — lad os holde

os til boligspørgsmaalet.

At den endelige løsning først vil ske ved en socialisering af alle boliger,

betyder ikke, at vi i den tid, der vil gaa, inden vi er naaet saa langt, skal lægge

hænderne i skødet. Tværtimod, hvis vi lægger hænderne i skødet, vil vi sikkert

i k k e naa dertil.

For enhver socialist er det indlysende, at boligsagen ikke er nogen isoleret

sag, men en sag, der kun kan løses i sammenhæng med en systemændring,

og at ethvert arbejde for socialismen derfor er det bedste arbejde ogsaa for

»boligsagen«.

Men det betyder ikke, at vi skal lade dagskravene ligge.

Hvad skal der da gøres?

STAT OG KOMMUNE

Vi har tidligere vist, at en boligpolitik, som gaar ud paa at producere flere

boliger — hvad enten dette sker ved kommunal støtte eller garanti, eller ved

statslaan, ved kooperativt byggeri eller boligforeninger — ikke løser problemet

for de ubemidlede i samfundet, men kun skaffer flere boliger til middelstanden.

Dette kan til en vis grad virke regulerende paa boligernes pris, modvirke

aagerspekulationer, men aldrig tvinge prisen ned under fremstillingsomkost

ningerne plus en »rimelig« profit. Men det er dette, som er nødvendigt for at

fremskaffe boliger, som arbejderklassen kan betale.

De mange boliger til middelstanden gør aitsaa deres gavn ved at regulere

huslejen (se tabellen side 51). Denne politik skulde ikke blive kritiseret, hvis

der samtidig blev fremskaffet boliger til arbejderne, men nu er dens katastrofale