som er beskæftiget med jorden, bygges der »byer«. Ved de store kollektivbrug
og statsbrug bygges der paa et centralt sted mindre byer, hvorfra landarbejderne
om morgenen i omnibusser eller i lastbiler køres ud i marken, ofte milevidt
fra byen til deres arbejde. I disse byer findes der alle de kulturelle samlings
punkter, som man har i industribyerne, klubber, biografer, skoler endog høj
skoler o. s. v., og man opnaar ved denne byplanpolitik at likvidere den gamle
individualistiske og kulturelt tilbagestaaende landbefolkning til fordel for en
oplyst og socialistisk befolkning, som ikke gaar og længes efter storbyen. Dette
er et af de allervigtigste problemer i byplanlægningen og er socialt set en fort
sættelse af den likvidering af klasseforskellen, som gennemføres i det sociali
stiske samfund.
Den engelske havebybevægelse, som paa en vistnok oprindelig idealistisk
basis søger at løse det samme problem indenfor det kapitalistiske samfund, synes
i sammenligning hermed fuldstændig dilettantisk, fordi den overser nødvendig
heden for den kapitalistiske udbytning af at have en reservearmé af arbejds
løse i de daarligste kvarterer i storbyerne og af landarbejdere, daarligt organise
ret paa grund af afstandene og med minimale lønkrav. Som Marx siger: »E n
d e l a f l a n d b e f o l k n i n g e n i e t h v e r t k a p i t a l i s t i s k l a n d b e
f i n d e r s i g s t a d i g p a a s p r i n g t i l a t g a a o v e r i by - e l l e r ma
n u f a k t u r p r o l e t a r i a t e t . «
Medens fascismen søger at tvinge befolkningen tilbage til feudale
arbejdsmetoder, hvad der i sin konsekvens fører til likvidering af hele
vor tids høje tekniske kultur, gaar socialismen den modsatte vej og
hæver landbefolkningen op til industriel produktion ( i et socialistisk
samfund vil det sige kortere arbejdstid) og til byernes højere kultur
—
uden storbyens skyggesider.
HVAD SKAL DER DA GØRES?
Af de foregaaende kapitler er det forhaabentlig tydeligt fremgaaet, at b o -
I i g n ø d e n ikke løses ved nogen reform indenfor det kapitalistiske samfund
— den er et led i det kapitalistiske system og vil først ophøre med dette sy
stems ophør.
Friedrich Engels siger herom i »Zur Wohnungsfrage«:
»Hvorledes løses nu boligspørgsmaalet? I det nuværende samfund
ligesom ethvert andet samfundsspørgsmaal, gennem gradvis udligning
mellem udbud og efterspørgsel, en løsning, som stadig opkaster spørgs-
maalet paany, som altsaa ikke er nogen løsning.
Hvorledes en social revolution vilde løse dette spørgsmaal, afhæn
g e r ikke alene af de specielle omstændigheder, men hænger ogsaa
sammen med langt dyberegaaende spørgsmaal, hvoriblandt spørgsmaa-
75