69 / 81
arbejdende klasse, som nu rykkede ind i bourgeoisiets boliger, mens villaerne,
slottene og adelens palæer blev omdannet til klubber, børnehjem, rekreations
hjem for den arbejdende befolkning.
I huset i worowskigade 20 f. eks., hvor der tidligere boede bankierer og
fabrikanter og ogsaa den tidligere borgmester i det zaristiske Moskva (den
mindste bolig havde 8 værelser foruden underordnede rum), fortæller portneren,
der foruden kedelfyrbøderen er den eneste, som ikke blev smidt ud i 1918,
at der hændte følgende efter revolutionen: Fire uger efter, at bolchevikerne
havde taget magten, kom en afdeling af den røde garde ind i huset. I por
ten opstillede de to maskingeværer, og kommandanten sagde til den forskræk
kede bourgeois, som allerede troede, at hans sidste time var kommet, blot føl
gende: »Nu, folk! Om fem dage maa I alle være ude af huset.«
Nu bor der kun arbejdere i ejendommen.
Sovjetmagten overtog fra zartiden omtrent 13 mill. m2 boligflade, som bort
set fra, hvad der blev beslaglagt til kontorer for forvaltningen, fagforeningerne,
klubberne etc., skulde fordeles paa 1.700.000 indbyggere. Resultatet blev en
boligflade paa 7,35 m2 til hver indbygger (i København vilde der nærmere blive
20 m2).
En stor del af arbejderne er bønder, som er kommet ind til byen i de sidste
aar, og som nødigt opgiver deres vaner — sikkert gaar der mindst een gene
ration, før det kollektive bliver det almindelige. Og sovjetmagten er klog nok
til ikke at gennemføre det ved magt, men ved gradvis opdragelse.
De har maaske læst »Tre par silkestrømper« og spørger mistænksomt: »Er
der da ikke boligmangel i Moskva - det hører man da altid om?« Jo, der er
67