2værelserStraks

til den i forvejen nødstedte industri. Ogsaa denne lov fik derfor industrikapi

talens uforbeholdne støtte.

Loven førte virkelig ogsaa til, at huslejen blev betydelig lavere — sam

tidig med et alvorligt løntryk (senere er loven temmelig grundig gennemhullet).

Men denne lov betød naturligvis ogsaa, at privat byggevirksomhed ophørte;

hvornaar har man set kapitalen søge til virksomheder, hvor der ikke er mulig

heder for profit, endsige den mindste forrentning.

Samtidig var der imidlertid i Wien en meget stor boligmangel, rent bortset

fra den latente bolignød. Ganske vist var indbyggerantallet gaaet tilbage, men

antallet af husholdninger var vokset. Dette ligger vel i de mange nye ægteska

ber efter krigen og i det forhold, at byens tilvækst bestod af embedsmænd og

handlende fra de afstaaede provinser m e d f a m i l i e , medens de, der drog

ud, væsentlig var de yngre ugifte, som søgte andetsteds hen efter arbejde.

Den anden del af kommunalbestyrelsens plan til at afhjælpe boligmangelen

bestod derfor i et stort kommunalt boligbyggeri.

Men da loven om de lave lejer, som saa smukt hedder lejerbeskyttelses

loven, ogsaa var gældende for nye boliger og altsaa ogsaa omfattede kom

munens nye byggeri, skulde der til disse boliger ikke skaffes laan — det var

indlysende umuligt — men direkte kapitaltilskud, og dette opnaaede man ved

en anden lov, som lagde skat paa l e j e n .

Det vil sige, at man for at skaffe boliger til en vis del af befolkningen, lagde

indirekte skat paa alle byens indbyggere, ogsaa paa de allerfattigste. Ganske vist

var denne skat stærkt progressiv, men den var dog saa stor, at paa en maaned-

lig leje af 5,7 schilling udgjorde den 1,5 schilling, eller lige saa meget som 24

af den betalte leje.

Hvad man ved den ene lov gav til lejerne, tog man altsaa delvis igen ved den

anden.

For de millioner, der indkom ved lejeskatten, blev der i løbet af 12 aar byg

get ca. 50,000 boliger, mest et- og toværelses lejligheder i en temmelig aaben

bebyggelse, dog næsten alle uden centralvarme og de færreste med eget bade

værelse. En meget almindelig type var en etværelses lejlighed paa 38 m2, som

kunde lejes ud for 7,2 sch. om maaneden, hvoraf som bemærket de 1,5 sch.

var skat. En efter vore forhold m e g e t b i l l i g l e j e .

Statistiken viser, at kun ca. 27 % af beboerne i disse kommunale huse var

arbejdere, resten var embedsmænd, smaahandlende, middelstand, navnlig funk

tionærer i byen Wiens administration og i de socialdemokratiske fagforeninger.

Raadmand Weber, som stod for boligbyggeriet, udtalte om de arbejdere, som

søgte bolig i kommunens boliger: »De bliver anbragt der, saavidt de efter deres

økonomiske og kulturelle situation menes at egne sig for disse boliger.«

Men den overvejende del af Wiens arbejderbefolkning bor i de gamle bo

liger, som selvfølgelig ikke er revet ned.

Disse gamle huse er i Wien om muligt endnu værre end i København.

Wiens byggelov tillod, at der blev bebygget op til 85 % af en grund, hvad der

har ført til den mørkeste og uhyggeligste bebyggelse, man kan tænke sig. 85