60 / 81
Obligationerne vilde falde.
Grundejere og obligationsejere i hele landet vilde give et hyl fra sig, og saa
vilde der sandsynligvis ske det, at kreditforeninger og banker vilde optræde som
i 1931 og sige til kommunen: »Mine herrer, denne politik passer os ikke, vær
venlig at lægge roret om, ellers lukker vi for kreditten.«
Og ligesom i 1931, da bankkapitalen tvang den socialdemokratiske kom
mune i København til at lægge skatterne over paa den arbejdende befolkning
i form af større indirekte skatter, kunde det ogsaa være, at kommunen i vort
tilfælde blev nødt til at bøje sig og opgive den idé.
Det er nemlig trods al snak om parlamentarisme alligevel bankkapitalen, som
udøver det borgerlige diktatur. — Ogsaa i de demokratiske lande.
Men vær ikke bange, der vil aldrig ske noget saadant.
Dette mareridt skal ikke holde nogen obligationsejer vaagen om natten; vi
ved alle, at borgerrepræsentationen — ihvertfald med dens nuværende sam
mensætning — i k k e ønsker at føre nogen klassepolitik.
HUSLEJELOVEN
I et kapitalistisk samfund kan den sociale bolignød ligesaalidt afhjælpes ved
at bygge dyre boliger, som ved negative foranstaltninger som huslejeregulering
og huslejelovgivning.
En huslejelov, som den vi i 1916 fik i Danmark, og som med forskellige æn
dringer er fornyet, indtil den blev forkastet af landstinget i april 1934, gaar i
sine hovedtræk ud paa at stabilisere det forhaandenværende lejeniveau. Ved
bestemmelser om, at huslejen ikke kan sættes op, vil man forhindre, at grund
ejerne og husværterne benytter en periode, hvor der er mangel paa boliger,
til at skrue huslejen i vejret.
Huslejeloven, der oprindelig blev vedtaget af alle partier, blev i 1923 med
de konservatives stemmer forlænget i 2 aar, og yderligere i 1925, stadig med de
konservatives støtte, i 6 aar. I 1931 blev loven i noget afsvækket form, som »lov
om visse boliger«, atter vedtaget denne gang med venstres stemmer mod de
konservative, som i den anledning blev hævet til skyerne af grundejerne. I
landstinget blev loven yderligere svækket af venstre, tydeligt under diktat af
grundejerne. Grundejerstanden, som i denne periode afvekslende havde støttet
sig til de to reaktionære partier, opnaaede endelig i 1934 at faa loven forkastet
med begge disse partiers stemmer mod socialdemokrater, radikale og kommu
nister.
Det kan maaske synes mærkeligt, at en enkelt del af kapitalistklassen saa-
dan igennem en aarrække har faaet sine indtægter tvangsmæssigt beskaaret,
medens industrikapitalen indkasserer mægtige avancer paa grund af prisni
veauets stigning.
Aarsagen er den samme, som den, der ligger til grund for kapitalens vel
villige stilling til det forcerede boligbyggeri i efterkrigstiden. Husejerne (grund
ejerne) er nemlig ikke vareproducenter i almindelig forstand. Den avance, de
58