55 / 81
lig in te re s s e re r os, e r de a lle rb illig s te le jlig h e d e r, som kom m un e n b y g g e r, og d e r vise r
d e t sig, a t de to v æ re ls e s le jlig h e d e r uden c e n tra lv a rm e og bad, som e fte r m a g istra te n s
u d ta le ls e r s ku ld e v æ re b e re g n e t paa p ro le ta ria te t, k o s te r 5 8 8 kr. a a rlig t, e lle r lig e saa
m e g e t som de tils v a re n d e » p riv a te « le jlig h e d e r.
Hele kommunens boligpolitik i den periode maa opfattes som et stort direkte
og indirekte tilskud til byggeindustrien og grundejerne i København i en pe
riode, hvor kapitalen af profithensyn ellers var søgt andre steder hen. Det drejer
sig om en regulering af den kapitalistiske produktionsvilkaarlighed, en foreteelse,
som man finder sidestykke til i alle kapitalistiske lande, og som allerhøjst kan
kaldes stats- eller kommunekapitalisme, men som ikke h a r n o g e t s o m -
h e l s t m e d s o c i a l i s m e at g ø r e . Det samme gælder naturligvis de
statslaan til byggeindustrien, som bevilgedes i 1933.
Støtten til byggeriet foregaar paa den maade, at man giver tilskud eller
laan til p r i v a t e b y g h e r r e r , som i en krisetid nøjes med den af stat
eller kommune fastsatte profit fremfor overhovedet ingen profit at faa. Ogsaa
det arbejde, som blev opført af kommunen, overlodes til private entreprenører,
som fik deres gode normale fortjeneste deraf. Der opførtes boliger, som i pris
og udformning var væsentlig de
samme, somellers blev frembragt paadet
private marked. I tiden 1926 —31 opførte kommunen saaledes 1717 toværelses
lejligheder, men i samme periode 1149 større lejligheder helt op til 5 værelser
og derover. Kommunens indsats bestaar altsaa dels i at garantere for laan eller
give laan mod god sikkerhed, dels i selv at optræde som bygherre paa bolig
markedet med de varer, som der er sikker afsætning for, d. v. s. ikke en øres
udgift, ingen risiko og en sikker
jævn indtægtaf de opførte boliger.
Enhver tale om kommune-s o c i a I i s m e idenne forbindelse er lige saa
malplaceret, som naar Hartvig Frisch anfører kommunens højst rentable spor
vogne som et stykke praktisk »socialisme«.
Baade sporvognene og boligernes forbedring er resultatet af en forbedret
teknik og stadig stigende krav til hygiejne og komfort, atter et udtryk for den
kapitalistiske højkonjunktur, som, inden krisen satte ind, virkelig en overgang
har bragt forbedringer i middelstandens kaar. I U. S. A., hvor sporvognene
skal være endnu bedre end her, og hvor lejlighederne er udstyret med endnu
mere luxus og teknik, ser man udviklingen tydeligst, fordi kapitalismens krise der
er højest udviklet. Til gengæld ser man ogsaa der, hvorledes kapitalismens krise
har naaet sin tydeligste form. For tiden bygger man huse i Amerika, som er be
røvet enhver komfort, endog elektrisk lys.
I Danmark, som ikke i saa høj grad er ramt af krisen, staar den private
byggestandard fuldt paa højde med den kommunale. Men at ingen privat byg
herre idag bygger vesterbrokaserner, betyder selvfølgelig ikke, at han er socialist,
men at det simpelthen betaler sig bedst for ham at bygge n o g e n l u n d e
o r d e n t l i g e m e l l e m s t a n d s b o l i g e r .
Arbejderne bor stadigvæk i den gamle by, paa broerne, i kolonihavehusene,
og hvor de ellers kan finde en lejlighed til en pris betydeligt under de nye huses.
Overbefolkningen er stadig lige saa stor som for 16 aar siden, og stadigvæk
53