K a rl M a rx-H o f i W ien.
siet kun en metode at løse boligspørgsmaalet paa, og det er at løse det saadan,
saa løsningen stadigvæk lader spørgsmaalet dukke op paany.«
Efter 12 aars socialdemokratisk styre i W ien ser vi altsaa, at bolignøden og
den sociale nød er værre end nogensinde. De sociale udgifter skæres ned.
Budgettet for 1932 viste en nedgang paa:
36 % i bevillinger til tuberkulosehjem,
33 % til rekreationshjem,
80 % til invalideforsorg,
og paa samme maade med de andre sociale bevillinger.
Efter 12 aars socialdemokratisk styre var kapitalen endnu herre i landet, og
det var stadig de store kapitalister, Rotschild og Hengel, der var de bestem
mende. Der var % million arbejdsløse alene i Wien, og efter disse 12 aars
socialdemokratisk styre endte det hele med, at kapitalen, da krisen skærpedes,
gennem den fascistiske Dollfuss-regering, igen overtog ogsaa dendirekte ud
øvende magt og slog arbejdernes opstand ned, kvalte Østrigs arbejderei blod
og skød mange af de smukke boliger, som var socialdemokratiets stolthed, i
grus.
Ikke engang Hartvig Frisch vil
Yel
paastaa, at det var »kommunisterne, som
var skyld i fascismen« i Østrig. Kun de socialdemokratiske lederes eftergivende
holdning, deres systematiske afvæbning af arbejderne og stadige gaaen paa
akkord, kan tilskrives skylden.
Om denne by skrev Kautsky i 1927:
»Vi fejrer Wiens kommune som den første virkelige arbejderregering i
64