154 / 180
143
Kage og utallige Sager, som om Strandmøllen
havde alle Østergades Butiker.
Misundte af alle, kom vi hurtigt afsted, og
gik iland ved en Badebro, hvor en smuk Dame,
der lænede sig paa en gammel, hvidhaaret
Mands Arm, modtog os. Ham kendte vi godt;
hans Portræt hang i alle Boglader. Det var
gamle Drewsen, en af de værste «fæle Libe
rale», som , for at hjælpe Bønderne, vilde
«klæde de stakkels Godsejere af».*
Efter at have udvexlet Komplimenter og
faaet anvist en Købmand, bleve vi indbudte til
The Klokken syv.
Det slog an. Tænk, et civiliseret Af-
tensmaaltid isteden for Rugbrød med Smør af
tvivlsom Godhed, serveret paa Tinfade, hvis
Renhed var endnu mere tvivlsom.
Da Drewsens havde forladt os og Jollen
var fortøjet, sprang eller rettere dansede vi
hen ad Broen som løsslupne Kalve. Bevæbnede
med Tollekniv og Øxe vare vi hurtigt inde i
Skoven, oppe i Træerne, og underligt nok for
svandt disse ikke helt, hvad man skulde have
troet efter det, vi slæbte ned i Fartøjet, der
kom til at ligne en Skovø.