150 / 180
139
gik altid godt, da Skoene og det raslende
Gehæng duperede, og man selvfølgelig ikke
kunde se hinanden. —
Havde jeg som sagt tabt Slaget ombord
1835
, fordi jeg ikke gad lære nogle Ramser,
de fleste kunde have magtet i en halv Snes
Timer, gik det ganske anderledes galt næste
Foraar, da jeg uden at kunne et Muk frem
stillede mig til Officers-Examen tillands. Havde
ikke Chefen været min Ven og mine Søture
gode, var der næppe bleven noget af at tage
Examen om ad Aare.
Paa en Maade havde jeg dog været flittig.
Da der om Aftenen ikke var Ro til at læse paa
Underofficers-Kamrene, stod jeg op Klokken
to om Natten og traskede hen i det Brunske
Palæ paa Hjørnet af Bredgade og Dronningens
Tvergade*) til Alexander Brun, den nuværende
Hotjægermester, der skulde til Forst-Examen.
Efter at have faaet ham ud af Fjerene, satte
vi os til Bogen. Det var Michelsens tykke
Artillerilære, jeg maatte sluge; men Gud be
vare mig vel, hvor var den forfærdelig; skulde
*) Det nuværende Palæ Moltke.