6 / 274
I. OPRINDELSE.
F
ørste Halvdel af det 19. Aarhund red bragte i saa mange Maader
betydningsfuld Udvikling for vort Folk. Men over Læreruddan
nelsen stod der ikke nogen lykkelig Stjerne. Oplysningstidens pæda
gogiske Begejstring sygnede hen. Allerede de fortvivlede økonomiske
Forhold var tilstrækkelige til at lamme Handlekraften og hindre Ideerne
fra at træde ud i Livet. Men Ulykken forøgedes, da Romantikken med
sin Mangel paa Forstaaelse af Samfundslivet og med sin Ringeagt
for Oplysningstidens Tanker og Stræben trængte Skolesagen i Bag
grunden og foretrak at udlevere Skolemesteren til Latteren fremfor
at liøjne ham i hans Gerning. Skoleordningen af 1814 var Oplys
ningstidens bedste Frugt, men altfor silde modnet. Da Loven skulde
gennemføres i Praksis, var Interessen for den kølnet; mange af dens
gode Løfter blev derfor til intet. Og vel var det indenfor Folkeskolen
ikke ju st Læreruddannelsen, som led det værste Skibbrud. Men ses
der hen til den samlede Udvikling paa dette Omraade, da er F rem
gang og Sejr sjældnere end Stilstand og Nederlag.
Seminariereglementet af 1818 betegnede Tilbagegang for de frem
meligste af Seminarierne. Faa Aar efter lød der stærke Røster om
det unyttige i overhovedet at have fast ordnet Læreruddannelse, og
mange vilde have Seminarierne nedlagte. Regeringen tog dog mere
Hensyn til de vægtige Indlæg til Forsvar for Seminarierne; men den
indskrænkede Seminariernes Tal til 4, førte Læreruddannelsen ned
til 2 Aar (kun Jon strup beholdt sin 3 Aars Undervisning), bortskar
fra Undervisningsstoffet en Række af Fag, der havde største Betyd
ning for Alméndannelsen, og gav som det slettest mulige Vederlag
den maskinmæssige Indøvelse af »den indbyrdes Undervisning«. Naar
Seminarieforholdene alligevel var nogenlunde, da var det ikke Statens
Skyld. Plakaten af 10. April 1841 lettede vel i nogen Grad Semina
rierne for det Mareridt, »den indbyrdes Undervisning« voldte, men
nedsatte yderligere Kundskabskravene til et rent Lavmaal. Lærer-
H. O lrik: Danm. Lærerhøjskole.
1