9 / 274
4
Selvfølgelig er det et Spørgsmaal, om denne Synsmaade, hvor meget
den end i og for sig er berettiget, kunde fritage Monrad for at søge
at faa Skoleundervisningen højnet ogsaa ad Lovgivningens Vej. Men
det viser i alt Fald, hvor varsomt han gik til Værks.
Den samme forsigtige og stykkevise Omdannen gør sig gældende
i Monrads Bestræbelser for Læreruddannelsen. Men Seminarieloven
af 15. Febr. 1857 og Monrads øvrige Arbejde for Læreruddannelsens
F remme kom dog paa sit Omraade til at betyde mere end Skoleloven.
Reformen er ubetinget større.
Detle staar i Forbindelse med, at den hidtil saa temmelig over
sete Lærerstand havde hans Hjerte. Han havde hævet sig over den
gængse akademiske Fordom, og da Folkeskolens Lærere under Rigs-
dagsforhandlingerne 1855—56 maatte døje haarde Angreb, tog Monrad
dem kraftig i Forsvar. Han sagde bl. a.: »Jeg maa tilstaa, at efter
mil Kendskab saavel til Seminarielærerne som til Skolelærerne ha r
jeg blandt dem fundet særdeles mange dygtige og samvittighedsfulde
Mænd,
der ofte har vakt m in Beundring
ved det, de har kunnet ud
rette, og vakt min Agtelse ved den Taalmodighed og Udholdenhed,
hvormed de ha r udrettet deres stille og møjsommelige Gerning«.
Og dertil korn, at Monrad havde en levende Forstaaelse af, hvad
Kundskaben er for en Samfundsmagt i
Lærerens
Person. Den kraf
tigste offenlige Udtalelse i den Retning falder ganske vist først senere.
Det var i Feb ru a r 1864, da Danmark var i Fare, og alles Sind var
betagne af Stillingens Alvor. Monrad var den Gang Konsejlspræsi-
dent og Finansminister, men ikke Kultusminister. Og dog fandt han
Lejlighed til i Rigsdagen at bryde en Lanse for Lærernes Videre
uddannelse. Da var det, at h an udtalte Ord, der til alle Tider kan
være Lærerhøjskolens Løsen: »De Kundskaber, en enkelt Mand ha r
til sin egen Glæde og Fornøjelse, kan have sin Betydning for ham,
men ikke saa meget for and re ;
men den Kundskab
,
man giver Lærere
,
er en Kilde, der strømmer til andre, en Kapital, der straks bærer Rente
for mangfoldige
« 1). At Monrad mente det samme i 1856, det viser
h ans hele Færd og Gerning.
Saaledes er den historiske Baggrund for Lærerhøjskolens T il
blivelse.
Sjælden er vel nogen Institution bleven til paa saa stilfærdig
Maade som Lærerhøjskolen. Det er sket næsten lydløst og umæ rke
ligt. Ingen Drøftelser gaar forud, ingen Tidsskrift- eller Avisartikkel
indleder Sagen, ingen Forhand ling i Folketing eller Landsting hilser
*) Rigsdagstidende 1863—64, Folketinget, Sp. 1502. Jfr. »Udtalelser om Biskop Mon-
rads Virksomhed for Skolevæsenet«. Af —d (o: N. J. Fjord) Kbhvn. 1865, S. 13, 16.