10 / 274
5
Barnet ved dets Fødsel. En Anmærkning til Seminarieforslaget om
noget, man havde tænk t paa, men atter opgivet, og dernæst et lille
Bogstav paa Finansloven, — det er det hele.
Et Lyspunk t i den, pædagogisk sét, saa golde Tid var det, at
der opstod »højere Borgerskoler« trind t omkring i Købstæderne;
Regeringen havde nogen Del i delte Opsving, idet den ved et Cir
kulære af 14. Febr. 1838 havde opmuntret til Oprettelsen af den
Slags Sko ler1). Monrad var straks paa det rene med, at Lærere
med almindelig Seminarieuddannelse ikke kunde gøre Fyldest i flere
af disse Skolers Undervisningsfag. Han satte sig for at afhjælpe
denne Ulempe og gav derved Stødet til Oprettelsen af de Kursus,
der kom til at bære hans Navn.
Det kunde her have ligget nær at oprette et særligt Seminarium
for Købstadlærere; allerede i Aarhundredets Begyndelse havde man
haft saadanne Planer med Jon strup Sem ina rium2). Det ses da ogsaa,
at denne Mulighed ha r foresvævet Monrad. Men han h a r snart
været paa det rene med, at en anden Vej var at foretrække. Tiden
var saa visst heller ikke til Oprettelse af ny Statsseminarier. Under
Folketingets Forhandlinger om Seminarieloven viste der sig den
største Uvilje mod disse Institutioner. Fo r Grundtvig var Semina
rierne et Onde, for Tscherning var de uheldige Maskinfabrikker.
Skoleinspektør F rø lund og Lærer Rugaard, der begge var uddannede
paa Jonstrup, krævede alle Seminarier nedlagte, og Provst Vallentin
stemte i m e d : de, der skulde synes at være nærmest til at værne
om Seminarierne, angreb dem allerheftigst, saa at Monrad havde
nok at gøre med overhovedet at opretholde de bestaaende Lærer
skoler. Og de radikale Angreb fandt Genlyd hos Lærerstanden. Da
Frø lund forelagde Sagen for Lærermødet i Slagelse 1856, viste det
sig ved Afstemningen, at Flertallet var stemt for Nedlæggelse af
Seminarierne, i hvis Sted man blot vilde have en Anordning om
Lærereksamen og overlade til de vordende Lærere selv at sørge fol
deres Uddanne lse3). Der var saaledes ikke J o rdbund for noget Køb
stadseminarium. Og det var godt. Ved et saadant Seminarium vilde
Lærernes Videreuddannelse aldrig have faaet det Omfang, den F r i
hed og den Kraft, som den nu opnaaede.
Men i Spørgsmaalet om Købstadlærernes Uddannelse var der
allerede for lang Tid siden peget paa en anden Vej. Dette Vink
blev den Gang uænset, men nu kom Øjeblikket, hvor det gode Raad
kunde rejse sig af Dvalen og gøre sig gældende med større Styrke.
*) Joakim Larsen, Den danske Folkeskole 1818—98, S. 99 fT.
2) Joakim Larsen, Den danske Folkeskole 1784—1818, S. 274 f.
3) Skolens Reform 1856, S. 10 ff. 192.